DARWICH SKABER EN FEST

På besøg i den magiske hule hos succesproduceren fra Aalborg

Tekst: Kim Konnerup & Foto: Marie Knap

Darwich snurrer rundt i den magelige drejestol og springer op for at give hånd. Henover den store kontrolpult hænger en række skærme, hvor man kan se de enkelte spor på den musik, Aalborgproduceren har gang i lige nu.

– Det er stadig lidt hemmeligt. Den kommer først senere i oktober, så jeg er ked af at fortælle om det endnu.

Han fortæller nu alligevel, for magasinet kommer først på gaden efter udgivelsen ad den nye single ’Solstorm’. Vi lover at være stille med det indtil da. Men det kan sagtens gå hen og blive stort. Darwich teamer op med Anna David, der har været lidt stille de sidste par år, men lige er begyndt at røre på sig igen med nye udgivelser.

– Jeg blev bedt om at lave et clubmix af hendes nye single ’Brænder Mig’, og hun havde før besøgt mig her i studiet. Jeg sagde selvfølgelig ja til mixet, men kun hvis vi kunne lave et venue sammen. Så det har vi gjort, og den kommer altså snart. Vil du høre den?

Darwich kaster sig over pulten. Jo, den kommer til at flytte folk på dansegulvet. Anne David har en overraskende god stemme til Darwich’ pumpede sound. Han smiler bredt over vores anerkendende nik.

– Titlen opstod med den snak, der har været om en kæmpe solstorm, der måske bryder ud her om nogle måneder. Og ordet er bare så kraftfuldt, ikke. Det er blevet et rigtigt godt nummer, og vi svinger bare så godt sammen i studiet, siger Darwich.

Hellere anerkendt end kendt

I det hele taget kører det for Darwich. Efter at have været manden bag mange store navne på dance- og housescenen er han for alvor selv begyndt at træde frem i rampelyset. Ved Danish DJ Awards fik han hele elleve nomineringer. Det var ny rekord. Han nappede fire af priserne med hjem til studiet i en baggård på Østerbro. De står på et bord og pynter godt op.

– Ja, jeg har holdt mig i baggrunden. Det har ikke været mit mål at være kendt, men jeg vil gerne være anerkendt. Min mission er at komme frem i lyset. Med Kato fik vi DJ’en ud af sin jukebox og frem i lyset. Nu synes det er interessant, om man kan få produceren frem.

– Jeg tror på, at folk vil se hvem der laver musikken. Folk gider ikke at se barmfagre blondiner der bare er til pynt – tro mig der er blevet lavet meget musik med folk i forgrunden der intet kan. Jeg tror man skal ind til benet og vise hvem man er. Se her, det er mig, det er det jeg laver. Det er det Seebach og Medina kan. Det er autentisk og helt ind til kroppen.

Han forsøger at skrælle endnu et lag af musikproduktionen. Tættere på der hvor det hele skabes. Det er lykkedes i Danmark at gøre DJ’s til profiler, nu er det producernes tur.

– Vi har set det fra udlandet med folk som Timbaland, Dr. Dre, Neptunes. I Danmark forsøgte Nexus Music, men det døde lidt igen, inden det blev rigtig interessant. Man bliver nødt til at stikke hovedet frem og stå ved det man laver, så må folk synes, hvad de nu synes.

– Hvis bare man har hjertet med, så skal man ikke bekymre sig om, hvad folk tænker. Man skal være lidt skør, ellers kan man ikke bryde igennem.

 

Manden med cd’erne

Darwich begyndte at ’lege’ med musikken som 16-årig, og det tog rigtig fart da han blev 18 og kunne komme i Gaden.

– Så gik der en mand og delte promo-cd’er ud på Manhattan. Vi gik hen og spurgte om han var dum siden han delte gratis cd’er ud. Det var John Aagard, der har T.G. Management og havde de store navne dengang. Aqua, Cartoon. Det var da for vildt i lille Aalborg, syntes vi.

Snakken førte til et besøg på Aagaards kontor, hvor Darwich og hans makker, Garcia (Thomas Høgsted), gjorde et godt indtryk på manageren.

– Det kan ikke have været vores lyd eller teknik der har imponeret ham, griner Darwich højt.

– Men jeg tror han var vild med vores energi!

Det blev til et langt samarbejde, hvor Darwich & Garcia sammen producerede især børnemusik med navne som Creamy og Razz. Ikke noget Darwich skammer sig over, for produktionerne var gode, og han havde øret for den gode lyd, der sælger.

– Jeg elsker pop. Det er nok det, der er min styrke. Jeg gider ikke være FOR mærkelig. Men samtidig tør jeg krydre med noget af det nyeste. Ikke for meget, bare lige den rigtige portion. Mit job er at vise folk noget af det nye, men jeg blander det med det gamle, som folk kender og kan lide.

Det var ikke held, men talent

Men efter ti år med børnemusik trængte Darwich til at genfinde sine musikalske rødder. Han mødte en mand ved navn Thomas Vittrup, og sammen gjorte de fænomenet DJ Kato stort.

– Det var et vellykket projekt og et godt samarbejde. Men igen efter et par år, var cirklen ligesom sluttet. Kato skulle bare kigge på en bestemt måde, så vidste jeg hvor han ville hen med et nummer. Det blev for forudsigeligt til sidst, der var ingen eventyr. Sådan skal det ikke være at lave musik. Så vi stoppede.

Han begyndte et nyt samarbejde, denne gang med Michael Rune, som også er blevet en stor succes, især med nummeret Min Indre Stemme.

– Det betyder meget, for så var det ikke bare held første gang, det er talent. Samtidig går det godt med mit eget projekt.

Puls med Sukkerchok-sangerinden Inez hittede godt. Den nye single glæder han sig til at få ud. Og ellers er han stadig en go-to-mand, når danske kunstnere skal have lave remixes af deres numre.

– Radiomix er lidt blødere udgaver, selvom jeg aldrig laver det så roligt, at jeg selv falder i søvn. Men de er ikke clubbede nok, når de skal ud i nattelivet. Jeg laver det hårdere til klubberne og mine remix banker mere afsted. Jeg DJer også selv, og jeg ved hvordan man skaber en fest. Jeg tester mine ting i Jomfru Ane Gade.