Reality – Kendt eller anerkendt?

Elias Zinati er 28 år og har planer for fremtiden. Han drømmer om at blive realitystjerne, men han vil ikke være som alle de andre, der bare vil være kendte – han vil anerkendes!

Tekst: Ann Vest & Foto: Maria LP

Elias Zinati, også kendt som Elie Zinati, kom til Danmark fra Libanon, da han var bare to år gammel. Han er vokset op i Aalborg sammen med sine forældre og sine to brødre, og da han som 23-årig var færdig som butiksuddannet, besluttede han sig for, at der skulle ske noget nyt. Han rev derfor teltpælene op og flyttede til København. Der bor han også i dag, hvor han nu læser til Kosmetolog og ønsker at blive specialist indenfor hudpleje.
Elias har derudover et ønske, som mange andre unge danskere også har – han vil gerne være realitystjerne.

Hvorfor reality?
Vi elsker reality. Det er en Tv-genre, der for alvor har vundet frem, og unge danskere står i kø for at være med i programmer som ”Paradise Hotel”, ”Fristet”, ”Singleliv” og ”Big Brother”.
28-årige Elias Zinati har allerede medvirket i sit første realityshow. Han deltog sidste år i Kanal 5’s realityshow ”Total Blackout”, hvor han skulle bevæge sig rundt og udføre forskellige opgaver i et helt mørkt lokale.

– Jamen det skete faktisk meget spontant. Jeg sad en aften og så reklamen for det på Tv, og så sendte jeg en ansøgning ind. Efterfølgende ringede de og sagde, at jeg skulle til audition. Men den gik helt galt. Jeg er virkelig mørkeræd, så jeg gik helt i panik og blev svedig, og de måtte tænde lyset under prøverne, fordi jeg fik det dårligt. Så jeg troede, at jeg var helt ude. Men så ringede de til mig to dage efter og sagde, at jeg var kommet med. De kunne godt lide, at jeg var så panisk, for det er jo det, seerne vil se, forklarer Elias.
Men hvorfor melde sig til noget, som man på forhånd ved, vil skræmme en fra vid og sans? For Elias handlede det om at overskride sin egen grænse.

– Jeg meldte mig til programmet, fordi jeg godt kunne tænke mig at overskride mine egne grænser. Derfor vil jeg også gerne være med i Tv3 programmet ”Fristet”. Der handler det også om at teste, hvor den personlige grænse går og se, hvor egoistisk man er, når det virkelig gælder. Det er jo så nemt at sidde og sige, hvad man ville gøre herhjemme, siger Elias.
Elias har faktisk forsøgt at komme med i den første sæson af ”Fristet”. Her blev han sorteret fra ved den sidste audition, fordi han ikke passede ind i den gruppe, som casterne havde sammensat.

– Jeg blev lidt skuffet, men det var faktisk okay. Jeg følte, at de forsøgte at fokusere for meget på min homoseksualitet, men det var jo ikke derfor, jeg ville medvirke i programmet. Jeg var lidt bange for, at de ville dreje programmet lidt dumt omkring mig og min seksualitet, fordi det jo skaffer seere, påpeger Elias.
Oplevelsen har dog ikke skræmt Elias helt væk fra programmet. Casterne bag ”Fristet” har netop kontaktet ham og vil måske gerne have ham med som deltager i anden sæson – og han har sendt en ansøgning af sted endnu en gang.

Hvor går grænsen?
Når Elias selv skal se reality foretrækker han programmer som ”Divaer i junglen”, ”Paradise Hotel” og ”Familien fra bryggen”. Han beundrer Linse Kessler for at have en fed personlighed og for at være ligeglad med, hvad andre siger, selvom hun godt ved, at mange har en mening om hendes udseende. Men der er også en grænse for, hvad Elias vil stille op til.

– Jeg er katolik, og det er i sig selv i konflikt med min seksualitet, men derfor vil der for eksempel ikke være sex for åben skærm for mit vedkommende, forklarer Elias, der ikke er bekymret for, hvis hans familie skal se ham på Tv.

– Det bliver selvfølgelig meget underligt, at de skal se mig. Jeg er en person, der tænker meget over, hvad andre mener, om det jeg gør. Men nu vil jeg gerne prøve at leve mit liv og lære af mine fejl. De så mig også i ”Total Blackout”. Der var hele familien samlet, og de grinte meget. De synes, at jeg var meget nydelig på Tv, så jeg tror, de vil synes, det er sjovt, hvis jeg kommer med i ”Fristet”, siger Elias.

Søger anerkendelse
Der er ingen tvivl hos Elias. Han vil ikke bare være kendt, som så mange andre realitystjerner. Han er træt af personer som Amalie og Peter, der hele tiden kræver opmærksomhed og til dels spiller skuespil.

– Jeg synes, det er ved at blive for meget. Hvorfor vil man gerne blive set og hørt på en negativ måde, hvor folk tror, man er dum? Nu kan man også se, at nogle af de nye deltagere i Paradise Hotel også spiller skuespil og spiller dummere, end de egentlig er. Det bryder jeg mig ikke om, fastslår Elias.
Han vil i stedet gerne bruge reality til noget positivt og til at få sit budskab frem.

– Unge mænd er tit meget generte og flove over deres hudproblemer og tør ikke at gøre noget ved det. Dem vil jeg gerne hjælpe. Mænd plejer jo deres kroppe i fitness-centre som aldrig før, men de glemmer at deres ansigt sidder fast på kroppen, og at det også skal plejes. Jeg vil gerne gøre en forskel på det område og anerkendes for det, og jeg ser reality som en god måde at få mit budskab frem i verden på, forklarer Elias, der gerne vil gå i Ole Henriksens fodspor.

Èn ting er sikkert – realityfænomenet er kommet for at blive. Om vi får Elias Zinati at se i nogle shows i den nærmeste fremtid, må tiden vise – han har i hvert fald drømmene i orden!