Myter om alkohol

Der er masser af myter om, hvorvidt du kan slippe for de jammerlige tømmermænd dagen derpå, og ligeledes myter om, at sugerør eller mad skal gøre dig mere eller mindre fuld. Men er der hold i snakken? ZEKVENS redaktionen har taget den hårde opgave på vores alt for tømmermændshærgede skuldre og testet det for jer! Det har været en hård weekend, men man må vel ofre sig for videnskaben…

 1.    Mindsker det tissetrangen, hvis man spiser en banan inden man begynder at drikke alkohol?

ZEKVENS TESTER: Du vil næppe tro, at en banan eller to inden du begynder at drikke alkohol, vil gøre en forskel for, hvor meget du skal tisse resten af aftenen. Men ZEKVENS redaktionen gør dine anelser til skamme, for denne eksotiske frugt, er i sandhed en gudefrugt – ingen overdreven tisseri resten af aftenen.

FAKTUM: Der er ikke meget væske i bananer, hvilket gør, at de i sig selv ikke giver en trang til at skulle tisse. Derudover indeholder de flere sukkerarter, hvilket giver mere energi og derfor føles det, som om, at bananer gør det nemmere at holde sig.

2.     Hjælper det på tømmermændene at drikke et glas saltvand inden man lægger sig til at sove?

ZEKVENS TESTER: At drikke et glas saltvand inden man går i seng, efter en vild bytur, er rent faktisk en myte der har hold på sig. Tømmermændene var knap så ihærdige dagen derpå!

FAKTUM: Væske hjælper på tømmermænd, da tømmermænd primært består af væskemangel og hvis du indtager salt, uanset om det er i et glas med vand, eller via popkorn vil det give dig lyst til at drikke mere væske.

3.     Bliver man mere fuld af at drikke med sugerør?
ZEKVENS TESTER: Det gjorde ingen forskel at drikke med sugerør hele aftenen. Tværtimod – det var som om, at man skulle drikke mere, for at følge med de andre.
FAKTUM: Indholdet er det samme, om du drikker af sugerør, eller af glasset. Men hvis du drikker med sugerør får du ikke så meget ilt med ind, hvilket gør det lettere for alkoholen at blive optaget i blodet – og det gør dig fuld. Men men men…at sugerør har en mindre åbning og du vil derfor automatisk ikke drikke så meget, som hvis du drak af glasset.

4.     Bliver man mere fuld, når man går ud i kulden?
ZEKVENS TESTER: Det kan jeg ikke huske? Hmm. Resultatet er vist, at man bliver mere fuld, af at gå ud i kulden, når man drikker alkohol.
FAKTUM: Intet tyder på, at temperaturen påvirker alkoholen i kroppen, men når vi drikker alkohol udløser kroppen endorfiner, som bl.a. nedsætter vores smertetærskel, hvilket betyder, at du ikke kan mærke kulde på samme måde, som hvis du var ædru. Det har resulteret i tilfælde, hvor mennesker er frosset ihjel, helt uden at opdage det.

5.     Giver det mindre tømmermænd dagen efter, hvis man holder sig til lys alkohol?
ZEKVENS TESTER: Det er det samme, om man drikker lys alkohol eller om man drikker mørk alkohol – tømmermænd er og bliver uudholdelige!
FAKTUM: Det er alkoholmængden, der påvirker vores tømmermænd og ikke farven på drinken.

6.     Hjælper det på tissetrangen, hvis man holder sig så længe som muligt første gang man skal tisse?
ZEKVENS TESTER: Det er en forfærdelig første time, og når man endelig lader de gyldne stråler rende er det svært at stoppe igen, men resten af aftenen har man langt mere tid til at hygge med vennerne, frem for at levere øl tilbage.
FAKTUM: Ved at holde sig så længe som muligt, når man skal tisse (om det er første eller 4. gang er underordnet) gør, at du tvinger blæren til ikke at overdrive trangen til at tisse da blæren ofte kun kan være halvt fyldt op, selvom du tror, at du skal tisse. Du kan træne din blære til at blive en ægte selskabsblære, hvilket gør det lettere at holde sig.

7.     Giver det værre tømmermænd, hvis man drikker sprut, frem for øl?
ZEKVENS TESTER: Hvis man holder sig til øl en hel aften, har man ofte mere kontrol over, hvor meget man indtager, hvorimod sprut ikke altid er til at styre. Sprut gav flest tømmermænd.
FAKTUM: Hvis man drikker den samme mængde – om man drikker øl eller sprut – vil man ikke nødvendigvis blive mere fuld og få flere tømmermænd. Men mængderne er svære at styre, når man drikker sprut, frem for øl, hvilket ofte resulterer i flere tømmermænd dagen derpå.

8.     Bliver man mindre fuld, hvis man spiser inden man begynder at drikke alkohol?
ZEKVENS TESTER: Der går længere tid, før man kan mærke alkoholen og man kan drikke mere alkohol end, hvis man drikker på tom mave.
FAKTUM: Det er en god idé at spise, før du begynder at drikke alkohol. Maden forsinker optagelsen af alkohol i blodet og giver din lever længere tid at nedbryde den i. Derudover begrænser det også mængden af alkohol, da du ikke kan have så store mængder i din mave.

9.     Hjælper det at tage en reparationsbajer.
ZEKVENS TESTER: Av av – hovedpinen blev ikke mindre, men kvalmen blev øget en smule.
FAKTUM: Det passer ikke, at tømmermændene, som egentlig er tegn på forgiftning skal plejes med mere af slagsen i form af en reparationsbajer. Vand er det eneste der duer!

10.   Kan kaffe gøre dig ædru?
ZEKVENS TESTER: Det gør én lidt mere frisk, men man kan stadig ikke huske sin mormors fødselsdag eller gå LIGE hjem.
FAKTUM: Kaffe gør ingen forskel på, hvor fuld du er. Du kan måske føle dig mere klar i hovedet, men din krop forbrænder ikke alkoholen hurtigere.