Dannelsesrejsen

Dannelsesrejsen har til formål at udvikle personligheden ved at give den rejsende indsigt i og forståelse af andre kulturer. Dannelsesrejser er en gerne længerevarende rejse på måneder, halve eller hele år.
Da renæssancens adelsstand skulle kunne indtræde i statsadministrationen, betød det stigende forventninger til unge adelsfolks kunnen. Derfor var dannelsesrejsen oftest sidste led i deres uddannelse efter et ophold på Københavns Universitet eller på Sorø Akademi. Men mange unge drog også ud for netop at blive kvalificeret til universitetet.
I forhold til kunst virker dannelsesrejsen på flere forskellige måder. Ved at rejse ud i verden kan kunstneren blive inspireret til nye metoder, som kan bruges i hans arbejde og han kan studere kunstsamlinger på museer i andre lande, samt besøge deres biblioteker og teatre.

Kilde: Wikipedia.

Unge danskere er i århundrede draget ud for at lære mere om den verden, der omgiver os – og sig selv. Den stigende globalisering betyder, at mulighederne for at unge kan drage ud at opleve verden, i dag er langt bedre end tidligere. Helt tilbage under renæssancen, var det i høj grad de unge adelige, der drog ud på de lange rejser. Dengang var det hovedsagligt Tyskland, Frankrig og Italien, der var rejsedestinationen. Nu om dage ser destinationerne helt anderledes ud. Det er næsten alle forundt – i hvert fald dem der formår at skrabe penge og mod nok sammen til det. Den traditionelle Interrail eksisterer stadig, men bumletogene gennem Europa er ikke længere det foretrukne rejsemiddel, når unge trækker pløkkerne op og tager på eventyr. Men hvad er det, der drager mennesker ud i verden og helt ud på kanten – og hvad kommer de hjem med?

ZEKVENS har talt med en modig mand, der drog på tur langt fra de hjemlige rammer, mors kødgryder og en forholdsvis velkørende Polo.

Irkutsk og Bajkalsøen

Efter at have haft henholdsvis fire og fem dage i Sankt Petersborg og Moskva, rejste Asbjørn og kammeraterne med Den Transsibiriske Jernbane til den sibiriske by Irkutsk. En by med omkring 600.000 indbyggere placeret lige ved Jordens ældste og dybeste ferskvandssø, Bajkalsøen. De første dage boede de hos deres russiske guide og hans familie et stykke uden for Irkutsk. Herfra trekkede de ud til den enorme sø – en tur på godt 42 km omgivet af bjerge og is. Herefter et par dage på hostel i Irkutsk, hvor de drak lidt øl og så på byen. Dette var klaret i løbet af et par dage, og turen gik videre mod Mongoliets hovedstad, Ulan Bator.

– Vores generelle indtryk af russerne som folkefærd var, at de var meget reserverede og ikke særligt udadvendte, selv om vi ikke oplevede direkte ubehagelige episoder. Vi mødte også en masse søde mennesker. Det største minus ved at bo ved familien, var de udendørs toiletforhold og at de serverede os fiskehoveder. Det giver noget helt specielt, når man bor ved de lokale. Det er som om, at der åbnes nogle døre og man bliver accepteret af lokalbefolkningen på en helt anderledes måde, end når vi boede på hostel.
Asbjørn kigger eftertænksomt ud i luften.

– Men på den anden side var det sgu også meget sjovt at bo på hostel – hvor vi mødte unge fra hele verden, som var i nogenlunde samme situation som os selv.  I øvrigt slap vi for at skulle gå på toilettet udendørs i de mange frostgrader. Det var vi yderst tilfredse med!

Sibirien er et af de koldeste steder på jorden – ofte måles der temperaturer på under 40 minusgrader, og landskabet er svært fremkommeligt. Den periode hvor Asbjørn og kammeraterne rejste i området frøs der kun omkring minus 10 grader.

Asbjørn beretter om, at de mødte flere lokale russere, der længtes tilbage til Sovjet-tiderne med diktatur og undertrykkelse. De argumenterede for, at der dengang var mere styr på tingene og meget mindre kriminalitet. Et savn, der for tre unge danskere med mod på livet og lysten til at udforske verden, kan være svær at forstå.

Ulan Bator – Mongoliets hovedstad 

I irkutsk mødte vi flest franskmænd, amerikanere, hollændere og brasilianere.

Efter opholdet i Irkutsk drog de tre drenge mod Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. Det er den eneste store by i Mongoliet og har omkring en million indbyggere. – Resten af landet består mest af sandkasser, som Asbjørn beskriver det. Herfra rejste de ud i Gobi-ørkenen. En tur på omkring 14 dage arrangeret af deres hostel i Ulan Bator.

– I Gobi rejste og boede vi med normader. De lever en enkel tilværelse og driver rundt i ørkenen med deres kameler og får. De bor i geers, som er store telte, som mere eller mindre permanent bliver slået op. På et tidspunkt boede vi ved en familie med to voksne og to børn – de delte tre geers, og levede i høj grad af at lave mad til rejsende. Flere steder var der også hele byer af skure og geers, hvor der befandt sig hen ved 10.000 mennesker – og massevis af geder og kameler.

Kammeraterne rejste omkring otte timer om dagen, og Asbjørn lægger især vægt på det varierende landskab og de store temperaturforskelle. Om dagen er der ekstremt varmt og om natten virkelig koldt. De oplevede flere vandhuller, der på trods af de høje dagstemperaturer stadig var frosne. Det kom bag på drengene da de befandt sig i en ørken. De rejste mest med jeep, og blev nogle gange sat af og rejste rundt et par dage på egen hånd, hvorefter de igen blev samlet op.

Efter en måneds tid i Ulan Bator og Gobi, drog drengene videre med Den Transsibiriske, som den går under i daglig tale. Målet var endestationen – Kinas hovedstad, Beijing.

– Beijing var en kæmpe kontrast til Ulan Bator og Gobi. Pludselig befandt vi os i en hektisk high tech-kæmpeby. På trods af de mange turister, var det vildt at opleve store attraktioner, som Den Himmelske Fredsplads, Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur. Det var dog en guidet endagstur ud til den originale mur, der var den største oplevelse. Typisk drager turisterne ud til den nye mur, men vi tog en guidet tur ud til den forfaldne, og det var fedt at mærke historiens vingesus – og tilmed uden støjen af babyvræl og knipsende fotografiapparater. Vi blev kørt i bus ud til en lille by lidt udenfor Beijing, og derfra vandrede vi i omkring en time gennem den kinesiske jungle. Helt klart en tur jeg vil anbefale andre, der sætter pris på at mærke historiens vingesus på egen krop.

Asbjørn lægger i øvrigt vægt på Den Forbudte By, som han bekskriver som ubeskriveligt smuk. Byggestilen er meget anderledes end den vi kender herhjemme fra og de mange særegne kinesiske haver bidrager til den helt specielle stemning. Drengene var indkvarteret på et hostel i gå-afstand til Den Himmelske Fredsplads, og gadelivet lige udenfor deres hostel var brusende. Bare dét at sidde på en café og iagttage storbyen omkring dem, var en stor oplevelse.

Sydkina, here we come!

Efter en uge i Beijing drog drengene mod nord og byen Xian. Byen var hjemsted for Terrakottakrigerne – en enorm mængde krigere i naturlig størrelse – bygget i ler. Figurerne blev brug til Kinas første kejser Qin Shi Huangs gravanlæg, og det menes at have taget omkring 700.000 arbejdere 38 år at producere den imponerende samling. Produktionen af Terrakottakrigerne menes at være påbegynd omkring 221 år før vores tidsregning. Den nye del af byen er opbygget omkring den gamle, og er desuden kendt for sit enorme klokketårn i den gamle bydel. Drengene var indkvarteret indenfor den gamle bymur med udsigt til den nye, og netop kontrasten mellem nyt og gammelt er anbefalelsesværdigt.

Efter opholdet i Xian drog drengene længere mod syd og byen Guilin. Undervejs lavede de et par stop, hvor de drog på guidede ture i bjerge og prøvede bungeejump. Fra Guilin tog trekløveret ud på nogle forskellige ture – for at opleve naturen og møde befolkningen udenfor storbyerne.

– For mig var det sydlige Kina uden tvivl den største oplevelse. Landskabet er så varierende og frodigt. Vi boede nogle dage på en færge på Yangtze, der er Asiens længste flod. Selvom turen med Den Transsibiriske var en stor oplevelse, var det virkelig fedt at rejse med båd. Du oplever naturen på en helt anderledes måde. Undervejs på færgeturen tog vi nogle stop ved nogle små færgelejer, hvor vi tog på kano- og tømmerflådeture, besøgte vandgrotter med store vandfald, slotte og VM-fodbold i fjernsynet. På færgen fejrede vi også min 20-års fødselsdag med cigarer og kinesisk brændevin.

Next stop: Hong Kong

Drengene drog videre med tog til Hong Kong. Da de nåede frem, var oplevelsestrangen så småt ved at forstumme. Tiden i den topmoderne storby gik mest med at slappe af, drikke øl og holde ferie. Asbjørn bemærker især den store kontrast fra det gamle Kina, og det føltes som at rejse til et helt andet land. Og Hong Kong blev da også først kinesisk i 1997. Kulturforskellen kom dog stadig bag på de tre drenge.

Efter Hong Kong gik turen videre til Kastrup Lufthavn, og herfra mod dyrskuepladsen i Roskilde, hvor sidste etape på dannelsesrejsen foregik på Roskilde Festival.