Jeg, en gæv jyde, der lige er flyttet til København, med heraf følgende hjemve, fik en tanke: Er stress obligatorisk anno 2011? På landsdækkende basis?

Jeg synes jeg ser det overalt. Folk er skide ubehøvlede. Står i Fakta og mugger. Alle.
Selv cykler jeg glad – og arbejdsløs – over broen, komplet uvidende: Hvorfor er folk så sure? Hvad fanden koster det at smile til kassedamen og ønske hende en god dag?
Jeg befinder mig i en klassisk kø-situation. Jeg venter på, at det bliver min tur, og kvinden før mig, en englænder, antaster kassedamen med et ”hello, how are you?” Kassedamen svarer ”hello”, hvilket får mig til at grine, og englænderen til at kigge spørgende på mig. Er det fordi jeg taler engelsk, spørger hun, og nu må jeg forklare hende, at det er det ikke, det skyldes bare det faktum, at hvis en dansker havde indledt en ekspedition i Fakta, med en sådan venlig forespørgsel, var den anden part blevet stum. Det. Gør. Man. Bare. Ikke.
Jeg har lige været rundt i USA, og jo, det er lidt overfladisk med deres standard ”how are you/fine, thanks – you?” Men det nytter sgu ikke noget med et samfund, hvor vi konstant bare lukker munden og kigger ned i jorden, i stedet for at se hinanden i øjnene.
En anden sjov ting er amerikanernes og englændernes måde at gebærde sig i lufthavnen, eller ,igen, i et supermarked. Hvis jeg står i et amerikansk supermarked og kigger på varer, og jeg står i vejen for en som gerne vil forbi, vil der blive sagt ”excuse me” – gerne koblet sammen med, at vedkommende maser sig lidt på, eller alternativt, står helt stille og venter høfligt.
Sker det i DK, at jeg hænger over køledisken og en vil forbi, og jeg ikke har set vedkomne, vil personen så vidt muligt gøre sig usynlig, måske endda vente, men så er det med sådan en indstilling „du ved udmærket, at jeg er her, nu tænker jeg voldsomt på at du skal flytte dig, og så skal du nok gøre det“, ellers kan personen finde på, at forsøge at komme forbi mig, men her er tricket, at jeg ikke må opdage noget som helst. Personen kan finde på at gå helt i ”ninja”,
nærmest liste forbi mig, suge maven ind, trække sig sammen og forsøgsvis smyge sig omkring mig.  Den manøvre ender nærmest altid i, at jeg flytter mig halvvejs i akten, og derfor støder ind i personen, eller nærmest bliver forskrækket over deres tilstedeværelse lige bag mig.

På den ene side ser jeg et meget overfladisk, men venligt folk som eksempelvis hvis man sidder i en bus, kan finde på at snakke til en. Imens jeg på den anden side har et samfund, hvor der hersker en usynlig lov (ligesom Janteloven) der siger, at befinder man sig i offentlig transport, skal man sætte sig på det sæde hvor ingen andre sidder.
Hvis jeg går ind i en bus, og der kun er én person foruden mig og chaufføren, og jeg sætter mig ved siden af det menneske, søger øjenkontakt og siger „hej“, tænker personen straks over de skumle motiver der må være til grund for,  at jeg ønsker at tale med vedkommende.

Hvad fanden er det for en verden vi lever i, hvis vi ikke en sen aften tør spørge en fremmed om vej? Og hvad er det for et negativt ord; fremmed? Jeg hørte engang udtrykket „strangers are only friends we haven’t met yet.“
Jeg er ikke selv den mest eksemplariske person – jeg kan også godt tænke fordomsfuldt, faktisk har jeg 1.000-vis af slagsen, én til alle -)
Men, kunne vi ikke bare en gang om dagen slå en fordom ihjel? Tro på det bedste i mennesket, og så tage den svipser hver 1.000 gang.
Det betyder, at vi møder 999 personer inden, som vi kom tættere på, smilede til, eller rent faktisk mente det, når man siger „ha’ en go’ dag!“
Lad nu vær, at gå i standby-mode eller i dvale i Netto, udnyt hver en situation for at møde mennesker. Jeg har en tendens til at tro, at intet menneske handler med ondt i tankerne. Jeg tror alle handler i den gode sags tjeneste, eller et eller andet sted for en bedre verden (i al fald i deres egne øjne).
Jeg blev introduceret til et nyt ord da jeg rejste i USA; altruisme. Hvilket er det modsatte af egoisme, og betyder, at andres behov kommer før dine egne.
Lad mig sige ligeud, at jeg tror ikke på idéen om kun at være fokuseret på andres behov, jeg tror du langsomt vil dø indeni hvis du slet ikke tænker på dig selv.
Men det er da en spændende tanke. At tænke sig vores hverdag ikke bar mantraet „mig, mig, mig“. For mig at se, er det et spørgsmål om balance og fokus. Hvis alle havde en eller anden (bevidst eller ej) fokus på, at „nu er det mig-tid“ og „nu er det dig-tid“, at vi var egoistiske ja, men med altruismens filosofi i baghovedet.
DET tror jeg på.

 

Christian er 22 år gammel – og lige for tiden bosat i København.
Han troede han skulle være skuespiller, men har langsomt bevæget sig ud af den osteklokke, for at se hvordan verden tager sig ud – og hvilke muligheder den giver ham.
Christian har blaffet sig ned gennem Europa, han har været på højskole, han er uddannet brandmand og har i en periode været tilknyttet Aalborg Teater.
Han rejste til København for at mærke om pulsen slår anderledes i hovedstaden, men han er en troløs sjæl. For verden venter. Hverken København eller Aalborg kan gøre krav på Christian, der godt kan li’ tanken om en tilværelse der fører ham rundt i hele verden. Han vil gerne mestre flere sprog – og kunsten at møde mennesker.
Han er klichéernes største udfordring og dimitterede som rebel i en forholdsvis ung alder.

Christian skriver klummen i ZEKVENS.