De fleste, unge som gamle, har stået ansigt til ansigt med den angst og nervøsitet, som en ny start bringer. Det kan være et nyt job, en ny skole eller det at skrive for et blad for første gang, som jeg gør nu.

Tekst: Anna Sarasibar

Alle begyndelser er altid lidt frygtindgydende, men efter at have boet i mere end tre lande, skiftet mellem syv forskellige skoler og har skullet “passe ind” i forskellige kulturer og sprog, har jeg på mine femten år som “pæloptrækker” lagt mærke til, at mange unge har en meget større angst for at prøve noget nyt, end hvad man umiddelbart skulle tro.

Vi danskere, for det tillader jeg mig at kalde mine halv-pæredanske rødder, har en vis angst for det nye, og er derfor tilbøjelige til at vælge det lette, det kendte.

Hvorfor? Spørg mig ikke. Måske fordi landet er så sikkert, fordi vi har en sikker økonomi eller måske bare fordi vi altid er sikret en indkomst.

Jeg har i lang tid prøvet på at forstå hvorfor denne, ellers så til tider vilde og festglade nation, er bange for at slippe tøjlerne og “springe ud i det”.

Født i sommeren 1996, i Silkeborg af en argentinsk mor og pæredansk far, har jeg tidligt i livet lært at udskifte ordet ukendt med det nye.

En regel jeg hele tiden forsøger at efterleve.

Det har fra starten været essentielt for mig at kunne tilpasse mig vidt forskellige situationer, om det har været  hos mine bedsteforældre i Argentina, eller hos min fars familie i lille Danmark.

Min rejse mod det ikke-så-ukendte startede da jeg var et år, eller deromkring, da min familie besluttede at flytte tværs over Globen, til Atlanterhavets perle, Mar del Plata også kendt som Argentinas største havn- og turistby.

På trods af alt turmulten og den lange distance fra Danmark, er mine barndomsminder fra livet i Mar del Plata, ikke mere anderledes end alle andres, der var tilmed en hel del “Bamse og Kylling” involveret.

Den lange distance, og store kontrast til det pæne, rolige danske liv blev for meget, og skilte min families veje. Min far flyttede tilbage til Danmark, og min mor og jeg flyttede til spaniens hovedstad for at påbegynde et nyt eventyr i storbyjunglen.

Jeg lærte hurtigt at udfylde forskellene, at man ikke udtalte alle ord ens, og at “correrse” betød noget helt andet i det nye land, men efter kort tid snakkede og opførte jeg mig som en indfødt, noget der ikke faldt i god jord hos min mor.

Jeg kom i en spansk pre-school, noget der ville svare til den danske 0. klasse, og skulle pludselig omskrive hele min mentale adresse bog.  Det nye og travle byliv var præget af lange timer i en tom lejlighed, mange restaurantbesøg og socialising med vidt fremmede i en ung alder.

Min mor og jeg kaldte os altid “las dos adventureras”, de to opdagelsesrejsende, for ikke at blive skræmt af alt det nye. Vi så mere det hele som nye eventyr klar til at blive påbegyndt, noget jeg stadigt drager gavn af i daglige situationer.

Da vi nogle år og flere Bamse og kylling programmer senere flyttede tilbage til Danmark, var det i starten som at komme til et idyllisk H.C.Andersen eventyr, men efter kort tid vænnede jeg mig til de store bondegårde, aftensmaden kl. 18 og den fede fløde.

Hverdagen var ikke længere vild og hektisk, og pludselig kunne man udforske en rigtig have i stedet for sin mors tøjskab. Jeg havde pludselig tid til at kede mig!

Min bedstemor insisterede på, at jeg skulle lærer at sige “rødgrød med fløde” og kongerækken udenad før jeg begyndte med et gebrokkent dansk i folkeskolen.

Af alt dette rejsen, skal det lige siges, at der ikke er kommet nogle varige men, andet end at jeg stadig kan nynne Bamse og kyllings titelsang udenad. Jeg er stadig en velfungerende dansker, der elsker flæskesteg og den gode danske jul. Jeg er bare blevet tusinde oplevelser rigere.

Da jeg nu er blevet ældre, og dum nok til at tænke tilbage på “de gode gamle dage” har jeg derfor bidt mærke i, at jeg aldrig tænkte på forskellene, men derimod søgte efter fælles ting mellem alle de nye situationer.

Vi søger nemlig altid efter det kendte, de ting vi kan associere os med. Jeg tror, at en af grundende til, at specielt mange unge har svært ved at tage en ny start er, at de altid har haft det sikkert, omgivet af en kugle af vat og børnetime, og de har derfor aldrig rigtig haft muligheden for at kaste sig ud i noget nyt og uforudset.

Hvis jeg skulle give et godt råd, for det hører jo næsten med når man har taget læserens tid, ved at snakke om mig selv, så skulle det nok være at slippe tøjlerne, løsne de to seler, tage den dobbeltforede michellingdragt af nervøsitet af, og løbe ud i det med åbne arme, for som man har hørt så mange kloge hoveder sige før, så ved man aldrig hvornår man får muligheden igen.

Mulighederne behøver jeg ikke at nævne, du ved jo godt selv, hvad det er jeg snakker om ;)

 

 

 

 

 

 

Idéerne og tankerne er mange, når man hører ordet Tantra: Hvad er det egentlig? Og er det ikke noget med sex? ZEKVENS har sat sig for at afmystificere Tantra én gang for alle. En kvindelig ansat har begivet sig ud på den kærlighedsfyldte og spændende rejse mod svar.

Tekst & Foto: Celestine Andersen & Louise Ege Andersen 

Tantra er videnskaben om bevidsthed og energi, som hovedsageligt bygger på at opleve de mest intense og kraftfulde tilstande gennem sanserne for dermed at udvide bevidstheden. Via ubetinget kærlighed til hinanden vil man gennem Tantra kunne opleve, at den seksuelle forening bliver længere. Manden kan bedre styre sin seksuelle energi og få indadgående orgasmer uden sædafgang, og begge parter kan opleve lange orgasmer der leder til ekstase og transcendens af sindet.

Tantra massage

Formålet med Tantra massagen for kvinder er at give en oplevelse af at kunne slappe helt af og give sig hen i tryghed og derigennem mærke sig selv og åbne for sin femininitet. Massagen er meget kærlig og empatisk og hjælper kvinden til at nyde sig selv, føle selvaccept og lære sig selv at kende på en dybere mere hel måde, der inkluderer hendes krop, følelser, seksualitet og sjæl.

Formålet med Tantra massagen for mænd er at vække mandens krop gennem en sensuel, afslappende massage og bringe ham i kontakt med sin krop gennem en dyb, sensuel nydelse, der samtidig lærer ham at mærke og styre energierne. Massagen berører både krop og sjæl og styrker mandens maskulinitet.

En oplevelse for livet

Jeg har hørt om Tantra, hvilket – efter min opfattelse var noget med noget afslappet sex. Hmm… Jeg blev klogere. En kollega fortalte om en klinik i Aalborg, som tilbyder Tantra… SEX, udbryder jeg. Jeg var sikker på, at det havde noget med sex at gøre, men det var i hvert fald ikke i den forstand, som jeg tænkte. Redaktionen på ZEKVENS blev hurtigt enige om, at vi bare måtte skrive en artikel om dette meget uinformerede emne. Jeg ringede til Celestine Andersen, indehaver af Edens Have på Vesterbro, og forsøgte at få lidt mere af vide, og pludselig havde jeg en aftale om en massage. Pyha! Så blev det pludselig personligt. To dage efter blev det. Så jeg havde rigeligt med tid til at gå og køre mig selv op over, hvad der nu skulle ske. I min research fandt jeg frem til, at jeg gennem Tantra massagen ville få mulighed for at finde min sensuelle og feminine side, jamen jo, det er da det, jeg skal. Jo mere jeg læste om Tantra massagen, desto mere spændende og interessant lød det.

Jeg havde mange overvejelser inden mit besøg, både dagene inden, men bestemt også de sidste par timer før mit møde med Tantra massage. Dog var jeg ikke nervøs eller usikker på, om jeg skulle gøre det. Min opfattelse af Celestine sagde mig, at det hele ville foregå meget professionelt og behageligt – og ikke mindst kærligt. Hun var meget opmærksom på, at hun ville kunne nå at opvarme lokalet inden behandlingen. Jeg følte mig i trygge hænder. Og det var jeg.

Nervøsiteten gav sig til kende, da jeg bevægede mig ind igennem de hyggelige lokaler i Trillium Instituttet på Vesterbro. ”Edens Have” stod der på døren. Jeg blev budt velkommen ind i et hyggeligt, lille lokale med levende lys og røgelse. Hvad nu? Vi satte os i et par stole overfor hinanden og begyndte ligeså stille at tale om, hvad Edens Have er for et sted, hvad Tantra massage er og ikke mindst, hvad jeg ønskede at få ud af massagen.

En følelse af ubetinget næstekærlighed

Så gik vi i gang med massagen og snart efter føltes det som om, jeg havde hænder over hele kroppen – på den gode måde. Hun bevægede sine hænder skiftevis med fingerspidserne og håndfladerne, og jeg tror også, at der var en enkelt arm inde over på et tidspunkt. Men det var fantastisk! Hun masserede olie over hele min krop, mens hun mærkede efter spændinger og masserede dem væk. Alt imens afslappende, rolig musik spillede i baggrunden. Jeg følte det som om, hun ønskede mig alt det bedste – kan man det, bare ved at et andet menneske rører ved en? Ja, det kan man godt! Når jeg faldt helt væk i ekstase, føltes det som om, det var min kæreste, som nussede om mig. Jeg var ikke i tvivl om, at dette var et menneske, som ønskede, at jeg skulle slappe af og nyde hvert et øjeblik.

Det føltes som om, det var mig selv, der gjorde det. Jeg slappede fuldstændigt af og lod tankerne slappe endnu mere af. Jeg har aldrig før følt mig så afslappet. Celestine masserede mig præcist sådan, som jeg kun kunne forestille mig, at det skulle være. Lynhurtigt var de to timer gået, og jeg følte mig som et nyt menneske.

Det var på intet tidspunkt grænseoverskridende eller ubehageligt – tværtimod!

Jeg vil klart anbefale alle at prøve Tantra massage. Så flip nervøsiteten og kom af sted og forkæl din krop og sjæl.

Edens Have, Trillium Instituttet
Vesterbro 18
9000 Aalborg
www.edenshave.com
Åbent mandag-fredag 9-17 (eller ved aftale)
Tlf. 30 64 41 31

Pris: 1½ time 1500 kr., 2 timer 1900 kr.
Under 25 år: 1½ time 900 kr., 2 timer 1300 kr.
Der tilbydes også par undervisning: 3 timer 2200 kr.

Kan man være praktikant hos Aalborg Karneval? Og hvad indebærer det at arrangere Nordeuropas største karneval? Kræver det overhovedet noget?

Tekst: Ann Mølgaard Andersen & Foto: Aalborg Karneval og Søren Skjødt

I de fire år jeg har boet i Aalborg, har foråret altid været lig med Karneval. Når solen begynder at titte frem, fuglene kvidrer og bøgen springer ud, er det som om mine hofter automatisk starter sambarytmerne og fylder maven med spænding og karnevalsglæde.

Den fantasifulde verden
Aalborg Karneval er blevet folkeeje, hvor unge som gamle mødes hvert år i uge 21 og er med til at afholde Danmarks største udklædningsfest. Det er sjovt, festligt og belejligt. Belejligt på den måde at jeg, som deltager til Nordeuropas største Karneval blot kan træde ud af min lejlighed, ned på gaden og deltage i festen. Det er en fest, hvor man tager masken på for at tage masken af. Her kan man klæde sig ud, som man har lyst og glæde sig over friheden til at være en anden, end den man er til hverdag.

Der er ingen, som dømmer dig på dit udseende, men tværtimod synes, at jo mere gakket en udklædning, desto sjovere. Det er en fest, hvor man slipper fantasien løs og nyder friheden til at gøre, som man vil, feste med dem man vil, og danse til den musik man vil. En frihed Aalborg Karneval har værnet om i 30 år – 30 år?! I tre årtier har Karnevalet været en del af Aalborg. Kongerækken er blevet lang og billedmapperne med festglade karnevalister er blevet tykke – men hvem står for alt det praktiske, og kræver det overhovedet nogen form for planlægning?

Den virkelige verden
Til daglig læser jeg Medieformidlet Kommunikation på Humanistisk Informatik, og da studiekalenderen ramte 8. semester, var det tid til at finde en praktikplads. For at være ærlig var jeg ret nervøs for at skulle ud i ”den virkelige verden” og prøve kræfter med alt den tørre teori. Spørgsmålene var uundgåelige: Sæt nu jeg ikke kan udføre de tørre teorier i praksis? Sæt nu at jeg ganske enkelt ikke kan en dyt?

Mange spændende praktikopslag dukkede op i mailboksen, og flere fangede min interesse; Spar Nord, Egmont, DR og Aalborg Karneval. Aalborg Karneval? – Kan man komme i praktik hos Aalborg Karneval? Jeg troede, at Aalborg Karneval var en fest for folket og arrangeret af folket. Jeg troede, at når man deltog i optoget, så var festen automatisk i gang – det kræver da ingen planlægning eller nogen til at holde styr på trådene. Det der foregår i Kildeparken er sikkert sponseret af kommunen og frivillige foreninger, som i et par måneder står for opsætning i Kildeparken og oprydning bagefter. Men jeg blev klogere.

Ad sti af sted med ansøgningen til Aalborg Karneval og så var der ikke andet end at krydse fingre for, at ansøgningen ville falde i god jord. Et par dage senere kom svaret på ansøgningen, og jeg blev kaldt til samtale. Fyldt med sommerfugle i maven stod jeg foran døren til det lille loftkontor på Hasserisgade og på døren stod ”Karneval i Aalborg Sekretariatet”. Med et greb i håndtaget åbnede jeg døren og fik direkte adgang til at se bag kulissen.

Efter samtale med koordinatoren for Aalborg Karneval strømmede seriøsiteten omkring Karneval ind over mig. I et helt år sidder der fire fastansatte og planlægger alt fra ruterne, indlogering af karnevalsgrupper fra hele verden, til hvem der skal være Karnevals Konge/Dronning. Jeg var forbløffet! I et helt år sidder de ansatte og planlægger Nordeuropas største Karneval. Det blev jeg nødt til at se med mine egne øjne – hvordan kan det tage et helt år at planlægge Karneval?

Den 1. februar 2012 begyndte jeg som PR medarbejder hos Aalborg Karneval og blev straks kastet ud i kommunikationsopgaver såsom pressemeddelelser, tv-interview og mange andre små og store opgaver. To måneder inde i forløbet har der allerede været et væld af spændende opgaver. Som for eksempel kåringen af årets Karnevals Dronning – Anne Kejser kendt fra ”Slemme, Slemme piger” og radioprogrammet ”Anne og De Herreløse Hunde”. Og hende interviewede jeg.

Jeg tror nok, jeg havde sommerfugle i maven, da HKH Dronning Anne d. 1. af Karneval sad foran mig i sofaen, kameraet rullede og hun svarede på spørgsmål stillet af mig. Med lidt bævren i stemmen og en rystende hånd på mikrofonen, spurgte jeg – og Anne var sød til at svare – PUH! Jeg havde lidt på fornemmelsen, hun kunne se, at jeg ikke var en garvet hund til at interviewe til tv. ”Det var da total Ulla Terkelsens-agtigt”, sagde hun. Tror nok jeg voksede små 10 centimeter lige på stedet!

Verden på hovedet

Der er én måned til Karneval i skrivende stund, og jeg glæder mig. Selvom man er praktikant, kredser tankerne stadig omkring, hvad man skal klæde sig ud som, hvor man skal til morgenfest, om man skal i Kildeparken eller ej. Det bliver en festdag, hvor kulminationen af mange måneders arbejde, både for praktikanter og de fastansatte, vil vende verden på hovedet!

Hvis der er én ting, dette forløb har lært mig, så er det dette: Det er ikke en dans på roser at planlægge Karneval i Aalborg og ja – det tager et helt år! Oveni alt det har jeg lært, at den virkelige verden ikke er så slem, og som praktikant hos Aalborg Karneval har jeg det privilegium at få det bedste fra to verdener kombineret i én: Den fantasifulde, virkelige verden.

Aalborgs gader er scenen, og du er gøgleren – ses vi til Karneval?

 

Forhold og kærlighed tåler sammenligning med årstidernes skiften.

Tekst: MIE BENDSEN

Som foråret er det den første spæde interesse og forventning der spirer i en, når man mærker en særlig puls i den udvalgtes nærhed. Nyt, sprødt og med håb så lysegrønt som lime, føres man igennem varme og kulde i takt med forventningerne stiger og falder.  Sommerfugle i maven og en summen af tanker og følelser om det der venter forude. I den første fase af forelskelsen kan man opleve nye sider af sig selv og ofte tænkes et hav af tanker der kredser om forventninger og drømme.
Hvordan holder du fast i dig selv i forelskelsen så du vedbliver at være den du er og ikke den du tror din partner gerne vil have dig til at være?

Sommeren der er hed, fugtig og med så højt til himlen, at det sprænger alle rammer. Intensiteten, udforskningen af hinanden og den lykkefølelse der bobler og gør sig mere bemærket end normalt. Sommeren med alt sit lys og varme nætter kan indgyde ro, glæde og tillid. En tillid der kan bygges håb på, håb som samhørighed og fællesskab.
Hvordan forholder du dig ægte og ærligt til din partner i denne periode af vanvid og vidunderlighed?

Efteråret kommer med uforligneligt smukke scenarier, farverighed og nye vinde. Dage med varme og glød, dage hvor det er svært at holde varmen og gejsten i top.
I efterårsperioderne er der gode muligheder for at lære hinanden meget bedre at kende, at være nysgerrige på hinanden, udvikle kærligheden og samhørigheden – også på trods af forskelligheder og viden om det uperfekte.
Hvordan kan du sikre accept og anerkendelse af din partner i denne periode?

Vinteren byder sol og kulde i skøn forening.
Ingen kan klare sig uden varme i den kolde tid, men det kræver en ekstra indsats at skabe den og lave nok til at kunne dele ud af den også.
Og hvad gør du hvis du mærker, at kulden når dit hjerte og mindsker din kærlighed?
Har man flyttet sig, så man ikke længere kan stå inde for de følelser der virkede så levende og ægte i sommerperioden, eller er man blot kommet dertil, hvor der skal arbejdes ekstra for sagen, for at genskabe varme og nærhed?

Forhold handler om mennesker – derfor er hvert enkelt forhold helt sit eget og der er ingen facitliste der kan hjælpe os til løsninger og til at vide hvordan det skal gøres, for der findes ikke noget rigtigt og forkert. Det nærmeste vi kommer et facit er det vi hver især ønsker – det vi gerne vil have ud af at være i et forhold….
Det første ord der falder os ind her vil i de fleste tilfælde være kærlighed. Men hvad er kærlighed for dig og hvad er kærlighed for din kæreste?

Hvad er de to vigtigste egenskaber hos din partner for, at du føler, at du er i et godt og givende parforhold?

Husk, at du er 100 pct. ansvarlig for de 50 pct. af parforholdet.

 

Vi kender alle til det klassiske røvgevir, som så smukt pryder de fleste piger, som turde lade sig tusse i starten af 00´erne. Det er efterhånden (mildest talt) gået af mode, og det duer heller ikke mere at have tribal-tatoveringer op og ned af overarmen. Men hvad duer så? ZEKVENS har talt med de førende tattooshops i Aalborg.

Tekst: Louise Ege Andersen & Foto: Greta Tuckute

Black Cat Ink
Der er ingen speciel mode indenfor tatoveringer i øjeblikket. Der er noget, som bliver lavet mere end andet, fortæller de hos Black Cat Ink. Det er f.eks. gangstersymboler eller new school tatoveringer, som mange gerne vil have lavet. Derudover er klassiske japanske symboler også blevet et populært valg, når folk skal tatoveres.
- Det mest opsigtsvækkende i forhold til moden lige nu er, at tatoveringerne skal være store og dyre – og det gælder både piger og drenge, siger de hos Black Cat Ink. De mener hos Black Cat Ink, at det faktum, at piger får store tatoveringer, ligeså vel som drenge dels er pga. medierne. Anne Lindfjeld er blevet kendt for alle hendes tatoveringer, og hun signalerer mest af alt skønhed, frem for den gammeldags opfattelse, at hvis man har tatoveringer er man en gadepige. Anne Lindfjeld kan have været med til at gøre store, dækkende og ikke mindst synlige tatoveringer så populære blandt piger.
Tatoveringerne sidder i øjeblikket overalt og der er ingen præference. De skal bare være store!
- Placering kommer an på, hvor meget folk vil vise, fortæller de hos Black Cat Ink.

Flere tager stilling
De moderne medier, som internettet og Tv giver i dag alle mulighed for at researche og finde viden om, hvilken tatovering de ønsker, hvor den skal sidde og hvem der skal lave den.
- Vi guider folk når de allerede har en ide, og det er langt federe, at de tager stilling og er lidt mere forberedt siger de hos Black Cat Ink.
Men der kan opstå tvivl, og hvad gør man så?
- Kom ind og snak om det, siger de hos Black Cat Ink. De oplever ikke så ofte, at folk fortryder deres tatoveringer mere, det kan være pga. at de sætter sig så meget ind i, hvad de skal have lavet. Og i de tilfælde, hvor der kommer en kunde ind til Black Cat Ink, som har fortrudt sin tatovering, er det som oftest motivet, som nemt og hurtigt kan dækkes af en ny og smartere tatovering. De oplever stadig tatoveringer med pigenavne, hvor de efter et par uger skal dækkes af noget andet – så holdt de forhold ikke. Og at dække tatoveringen med en anden tatovering er helt klart, hvad Black Cat Ink opfordrer deres kunder til, da laserbehandling sjældent bliver pænere og giver ar.

Tilfredse kunder – frem for alt
Tilfredse kunder er i højsædet hos Black Cat Ink, hvor de guider og vejleder til den helt store guldmedalje.
- Vi sætter pris på at rådgive og få en tilfreds kunde, fortæller de hos Black Cat Ink. Men alt har en pris; hvis en kunde ønsker tatoveringer over kravebenet eller på hænder er det et on-go hos Black Cat Ink. Det er nemlig ulovligt ifølge lovgivningen, og er derfor ikke noget de laver, men hvad motivet angår, er der ingen grænser.
- Hvis en kunde kommer ind og ønsker en grøn falk på højre røvballe vil vi nok vejlede og tale med vedkommende inden vi kaster os ud i det og sikre os, at han ikke er fuld, siger de hos Black Cat Ink. Fulde folk er bliver nemlig pænt bedt om at gå hjem og sove den ud, hvis de ønsker tatoveringer hos Black Cat Ink, så det duer ikke at drikke sig mod til inden.

Tattoz.dk, Brian Grønhøj
Der er ifølge Brian Grønhøj flere forskellige ting, som rykker sig indenfor moden lige nu. Det var bl.a. meget populært sidste sommer, med tatoveringer på håndleddet, gerne med navn, fortæller Brian Grønhøj. Men den store trend er at tatoveringerne bliver større.
- Folk er blevet meget mere bevidste; de ved, hvad de vil have lavet og det skal være stort, siger Brian Grønhøj. Samfundet kræver, at vi tager beslutninger og vi er langt mere oplyst gennem medierne i dag, og det kan være en af grundende til at folk er mere bevidste om, hvad de vil have tatoveret. Samfundet begynder også i større grad at åbne op og godkende tatoveringer, hvilket resulterer i at folk tør at få større og mere synlige tatoveringer.
- Modehuse hyrer tatoverede modeller og virksomheder betaler for, at deres ansatte skal have tatoveringer. Det er trendy lige nu, og man anses ikke for at være mindre værd; det er ikke kun bøller, som får tatoveringer mere, fortæller Brian Grønhøj.

New school er in
- New school, som er en blanding af tegneserie og graffiti er meget populære motiver i øjeblikket. Det er tynde streger og tegneserie-agtigt, fortæller Brian Grønhøj. Og en hel ny mode, som knap er kommet til Danmark endnu, fortæller Brian Grønhøj om: Det er new school blandet med old school, som f.eks. kan være et lommeur, en dametaske eller hat – lidt boheme-agtigt stil. Det er meget stort i udlandet og er bare et spørgsmål om tid, før det kommer til Danmark. Men er det både for piger og drenge? Og er der generelt forskel på, hvordan moden er i forhold til om man er pige eller dreng?
- Moden er ikke så forskellig, uanset om man er pige eller dreng. Begge køn får lavet store tatoveringer, som er synlige. Piger får mere feminine og måske flere farver, men hos den mainstreame kundegruppe er motivet ens, om man er pige eller dreng, fortæller Brian Grønhøj.

If you got to do it, do it right!
Brian Grønhøj mener, at der er en proces, som man vil kunne drage fordel af at følge, hvis man ønsker sig en tatovering. Først skal man researche, hvilket motiv man ønsker sig, og hvor tatoveringen skal sidde. Evt. lave en liste over fordele og ulemper. Hvis man stadig ønsker en tatovering skal man finde en tatovør, som kan udføre den stil man ønsker. Man kan ofte finde gallerier fra de forskellige tattooshops på nettet eller man kan gå ind i butikken og se tatovøren in action. Husk at tale med tatovøren og fremlæg dit projekt og din ide, det kan resultere i en bedre fælles ide, ud fra tatovørens erfaringer i forhold til anatomi og stil.
Få derefter tatovøren til at tegne det ønskede motiv, tag hjem og tænk over det og kig på motivet. Denne dialog skulle gerne udspille sig over et par besøg, hvilket også give kunden mulighed for at få en fornemmelse af, hvordan hygiejnen er og om det er en reel person, som skal tatovere. Der skal være en god kemi mellem tatovør og kunde.
- Nøgleordet er sund fornuft, fortæller Brian Grønhøj.

 

Statistikken siger, at du ikke vil fortryde det
En undersøgelse lavet i England på personer, som havde fortrudt deres tatoveringer viste, at ca. 65 pct. havde fortrudt motivet, 20 pct. havde fortrudt placeringen eller kvaliteten og de resterende – kun – 15 pct. decideret havde fortrudt at de havde fået en tatovering.
- Der er få steder i Danmark, hvor de fjerner tatoveringer, så det bliver pænt, men ellers er det altid en mulighed at få tatoveringen dækket. Folk er som oftest ikke trætte af tatoveringen, men af motivet, fortæller Brian Grønhøj.

 

Hvor går grænsen?
- Folk er ret godt med i dag og ved, hvad de vil have. Det har både gjort det nemmere og sværere for os, dels fordi tatoveringerne skal tegnes, designes og betyde noget. Det er krævende, men det er også sjovere. Mine ansatte holder fri to dage, og arbejder to dage – ellers kan man bare ikke være kreativ, fastslår Brian Grønhøj.
Der er en helt klar lovgivning indenfor, hvor man må placere en tatovering: ikke over kraveben eller på håndled. Disse regler følger de hos Tattoz.dk, men derudover har de også nogle helt klare holdninger til HVAD de vil tatovere.
- Politiske symboler laver vi ikke. Eller motiver, som ikke passer til personens stil. Jeg vil ofte spørge om, hvorfor kunden overhovedet ønsker det motiv. Ellers råder vi i forhold til anatomi, så motivet bliver så pænt som muligt til kundens krop og former, fortæller Brian Grønhøj.

 

Så kom af sted og få en samtale om, hvad der passer til dig og dine ønsker. Og få så lidt farve på den blege vinterhud – eller måske flere forskellige farver.

Der er masser af myter om, hvorvidt du kan slippe for de jammerlige tømmermænd dagen derpå, og ligeledes myter om, at sugerør eller mad skal gøre dig mere eller mindre fuld. Men er der hold i snakken? ZEKVENS redaktionen har taget den hårde opgave på vores alt for tømmermændshærgede skuldre og testet det for jer! Det har været en hård weekend, men man må vel ofre sig for videnskaben…

 1.    Mindsker det tissetrangen, hvis man spiser en banan inden man begynder at drikke alkohol?

ZEKVENS TESTER: Du vil næppe tro, at en banan eller to inden du begynder at drikke alkohol, vil gøre en forskel for, hvor meget du skal tisse resten af aftenen. Men ZEKVENS redaktionen gør dine anelser til skamme, for denne eksotiske frugt, er i sandhed en gudefrugt – ingen overdreven tisseri resten af aftenen.

FAKTUM: Der er ikke meget væske i bananer, hvilket gør, at de i sig selv ikke giver en trang til at skulle tisse. Derudover indeholder de flere sukkerarter, hvilket giver mere energi og derfor føles det, som om, at bananer gør det nemmere at holde sig.

2.     Hjælper det på tømmermændene at drikke et glas saltvand inden man lægger sig til at sove?

ZEKVENS TESTER: At drikke et glas saltvand inden man går i seng, efter en vild bytur, er rent faktisk en myte der har hold på sig. Tømmermændene var knap så ihærdige dagen derpå!

FAKTUM: Væske hjælper på tømmermænd, da tømmermænd primært består af væskemangel og hvis du indtager salt, uanset om det er i et glas med vand, eller via popkorn vil det give dig lyst til at drikke mere væske.

3.     Bliver man mere fuld af at drikke med sugerør?
ZEKVENS TESTER: Det gjorde ingen forskel at drikke med sugerør hele aftenen. Tværtimod – det var som om, at man skulle drikke mere, for at følge med de andre.
FAKTUM: Indholdet er det samme, om du drikker af sugerør, eller af glasset. Men hvis du drikker med sugerør får du ikke så meget ilt med ind, hvilket gør det lettere for alkoholen at blive optaget i blodet – og det gør dig fuld. Men men men…at sugerør har en mindre åbning og du vil derfor automatisk ikke drikke så meget, som hvis du drak af glasset.

4.     Bliver man mere fuld, når man går ud i kulden?
ZEKVENS TESTER: Det kan jeg ikke huske? Hmm. Resultatet er vist, at man bliver mere fuld, af at gå ud i kulden, når man drikker alkohol.
FAKTUM: Intet tyder på, at temperaturen påvirker alkoholen i kroppen, men når vi drikker alkohol udløser kroppen endorfiner, som bl.a. nedsætter vores smertetærskel, hvilket betyder, at du ikke kan mærke kulde på samme måde, som hvis du var ædru. Det har resulteret i tilfælde, hvor mennesker er frosset ihjel, helt uden at opdage det.

5.     Giver det mindre tømmermænd dagen efter, hvis man holder sig til lys alkohol?
ZEKVENS TESTER: Det er det samme, om man drikker lys alkohol eller om man drikker mørk alkohol – tømmermænd er og bliver uudholdelige!
FAKTUM: Det er alkoholmængden, der påvirker vores tømmermænd og ikke farven på drinken.

6.     Hjælper det på tissetrangen, hvis man holder sig så længe som muligt første gang man skal tisse?
ZEKVENS TESTER: Det er en forfærdelig første time, og når man endelig lader de gyldne stråler rende er det svært at stoppe igen, men resten af aftenen har man langt mere tid til at hygge med vennerne, frem for at levere øl tilbage.
FAKTUM: Ved at holde sig så længe som muligt, når man skal tisse (om det er første eller 4. gang er underordnet) gør, at du tvinger blæren til ikke at overdrive trangen til at tisse da blæren ofte kun kan være halvt fyldt op, selvom du tror, at du skal tisse. Du kan træne din blære til at blive en ægte selskabsblære, hvilket gør det lettere at holde sig.

7.     Giver det værre tømmermænd, hvis man drikker sprut, frem for øl?
ZEKVENS TESTER: Hvis man holder sig til øl en hel aften, har man ofte mere kontrol over, hvor meget man indtager, hvorimod sprut ikke altid er til at styre. Sprut gav flest tømmermænd.
FAKTUM: Hvis man drikker den samme mængde – om man drikker øl eller sprut – vil man ikke nødvendigvis blive mere fuld og få flere tømmermænd. Men mængderne er svære at styre, når man drikker sprut, frem for øl, hvilket ofte resulterer i flere tømmermænd dagen derpå.

8.     Bliver man mindre fuld, hvis man spiser inden man begynder at drikke alkohol?
ZEKVENS TESTER: Der går længere tid, før man kan mærke alkoholen og man kan drikke mere alkohol end, hvis man drikker på tom mave.
FAKTUM: Det er en god idé at spise, før du begynder at drikke alkohol. Maden forsinker optagelsen af alkohol i blodet og giver din lever længere tid at nedbryde den i. Derudover begrænser det også mængden af alkohol, da du ikke kan have så store mængder i din mave.

9.     Hjælper det at tage en reparationsbajer.
ZEKVENS TESTER: Av av – hovedpinen blev ikke mindre, men kvalmen blev øget en smule.
FAKTUM: Det passer ikke, at tømmermændene, som egentlig er tegn på forgiftning skal plejes med mere af slagsen i form af en reparationsbajer. Vand er det eneste der duer!

10.   Kan kaffe gøre dig ædru?
ZEKVENS TESTER: Det gør én lidt mere frisk, men man kan stadig ikke huske sin mormors fødselsdag eller gå LIGE hjem.
FAKTUM: Kaffe gør ingen forskel på, hvor fuld du er. Du kan måske føle dig mere klar i hovedet, men din krop forbrænder ikke alkoholen hurtigere.

Reality TV

Jeg er snart ved at være træt af alle de realityserier, der findes på danske Tv-kanaler. Kan det virkelig passe, at vi som seere ikke ønsker nogle mere oplysende og givende  Tv-udsendelser? Vores fladskærme er snart kun plastret til med unge mennesker der konkurrerer i forskellige Tv-udsendelser om, hvem der kan skabe sig mest, og komme til at se dummest ud på fjernsyn. Unge mennesker prøver at udstille sig mest muligt i diverse Tv-programmer, for på den måde at blive kendte og komme i de kulørte ugeblade.

Man skal ikke længere være god til noget, eller komme med en ny genial opfindelse for at blive kendt. Det eneste det efterhånden kræver for at blive kendt, er at man har udstillet sine evner som lagengymnast på landsdækkende Tv. Jeg synes det er synd, at unge mennesker i dag, stort set kun bliver præsenteret for ligegyldige programmer på Tv, om ligegyldige mennesker, som kun deltager i et program for at blive kendte, bare for at være kendt. De mennesker der stiller op i diverse reality programmer, har ikke noget at byde ind med, udover at de kan danse til det nyeste popnummer, samtidig med de prøver at drikke sig dummere, alt imens de bliver filmet 24 timer i døgnet.

Når man så har været deltager i et af de mange realityprogrammer, så kører historierne om disse mennesker videre i de kulørte blade, hvor vi hører om deres totalt indholdsløse liv, og på den måde holder de gang i den hype der er omkring deres person, efter de har forsøgt at dumme sig mest på landsdækkende Tv.  Jeg synes, at det som er mest skæmmende ved disse reality-Tv-”stjerner”, er at de netop bliver gjort til ”stjerner” af medierne, og på den måde bliver de gjort til

idoler for landets unge, hvilket jeg synes er synd, da jeg ikke kan se hvorfor de skal gøres til forbilleder for landets unge, da de ikke har budt ind med andet end skabet opførsel på Tv.

Hvorfor skal de samme personer udstilles igen og igen?

Når jeg tænker på producenterne bag reality-programmerne, så er det også en gåde for mig, hvorfor de gang på gang skal forsøge at udstille de samme mennesker i forskellige realityprogrammer. Jeg forstår ikke hvorfor medierne og producenterne hjælper disse talentløse Å-kendisser til at forblive i mediernes søgelys, i stedet for bare at lade hypen dø ud, og få nogle mere talentfulde mennesker på skærmen. Få da i stedet for nogle mennesker på skærmen, som har noget at komme med, og som i virkeligheden ville være bedre forbilleder for landets unge. Brug dog i stedet Tv-tiden på at finde flere mennesker med idéer og kreativitet, som kunne komme frem, og vise hvordan de har fået succes på arbejdsmarkedet, og dermed prøver at bidrage til at vi i Danmark kan komme ud af den økonomiske krise vi i øjeblikket befinder os i.

Desværre er der nok bare flere reklamepenge i at udstille unge mennesker på Tv, i stedet for at køre de positive nyheder og udsendelser omkring nogle mennesker som virkelig kan noget, og har noget at bidrage med.

Hvad er der galt med verden? Frygt! Vi frygter altid alting. Jeg bor på Nørrebro, og jeg kan ikke tage turen til Fakta uden et par gange at tænke, at dem der – eller ham der kunne smadre mig uden videre – eller i alt fald ligner en som kunne!

De kunne måske ikke finde på at gøre en kat fortræd, men jeg tænker det, fordi jeg er et menneske, og fordi frygten dermed ligger latent i mig. Når jeg står og hæver ved pengeautomaten, forestiller jeg mig min reaktion, hvis en eller anden stemme pludselig sagde: “Gi’ mig dit kort og din pinkode.”
Jeg ved ikke, om jeg ville blive vred, bange og gøre som han (igen: Fordomme!) siger – eller råbe om hjælp.
Der er alligevel noget ret blufærdigt ved at råbe om hjælp på åben gade. Tænk nu hvis ingen kommer mig til undsætning!

Tænk situationen: Klokken er 21.00 om aftenen – du kommer ud for den situation, at et menneske truer dig og vil have dine penge (for det er jo altid de lorte-penge), du råber om hjælp og kan tydeligt se et par der vender sig, og en som venter på en bus – foruden en person på en cykel. Sæt nu, at ingen overhovedet reagerer på dit råb. De vender sig, registrerer det, men ingen gør noget.
Alle går i frys, eller endnu værre, lader som ingenting.

Undskyld, Danmark! Jeg er bange for, at det er det sidste der sker – altså, at der ikke sker noget!
Jeg er næsten endnu mere bange for, at jeg netop af frygt for manglende reaktion, ikke råber om hjælp!

Hvorfor? Hør her! 

Den 1. januar om morgenen i Aalborg. Jeg er på overnatning ved mine forældre. Jeg går i seng klokken fire. Efter tre timer vågner jeg ved ordet ‘ambulance’. Der er nogen nedenunder der taler om ambulancer. Mig; i underbukser og med bankende hjerte, ned og se hvad der forgår. Jeg møder en totalt fremmed, som står med vandet løbende fra tøjet.

Lad os sige han hedder Christian. Christian er grønlænder, og har været ude og feste. Pludseligt bliver han skilt fra den gruppe han er sammen med, og det næste der sker er, at han bliver forfulgt.

Det regner kraftigt på det tidspunkt, og der er koldt – han er gennemblødt, forvirret, bange – og der er ingen som hjælper ham. Han søger derfor tilflugt i en taxa, da han samtidig har mistet orienteringen om, hvor han er. Christian er ankommet til Aalborg for få måneder siden for at tage en uddannelse.
Da han ikke har en rød reje – fordi han har mistet sin tegnebog – sætter chaufføren ham af i vores område, i regnvejret. Hvem ved hvilke grunde chaufføren skulle have til at smide ham af? Det kan være, at han var kommet dårligt ind i det nye år – vi kan alle have dårlige dage.
It happens. Nu løber, fortæller Christian, fra hus til hus og ringer på døre og banker på ruder, alt imens han råber: “Hjælp, ring efter en ambulance!”.

Det er tydeligt at se, at han er I en form for chok. Mødet med mur efter mur og den manglende reaktion fra mennesker bag lukkede døre, gør hans stressniveau til en stigende kurve.

Jeg er ikke en som praler. Det er ikke det der er intentionen. Jeg synes bare, at det er vigtigt, at være bevidst om vores handlinger – både når vi gør noget dumt og noget godt. Vi tager Christian indenfor, giver ham et tæppe, en kop kaffe og han får tørt tøj på (bevares, noget af det gamle) og så slutter jeg natten af med at køre Christian hjem. Jeg kører ikke hjem igen, før han har sat nøglen i låsen og jeg har set ham smække hoveddøren. På vores tur gentager han flere gange, hvor taknemmelig han er.

Udtrykket “vær mod andre, som du vil have de skal være mod dig” er et fantastisk mantra, og er et af mine mest brugte. Jeg håber, at andre vil tage imod mig i en nødens stund. At vi sparer kræfter til netop det øjeblik, hvor der kræves lidt ekstra af os. Jeg følte mig lidt som en superhelt imens vi gav Christian et tæppe, tørt tøj og en masse velvilje.

Jeg håber virkelig, at alle vil tage imod en grønlandsk eller aalborggensisk Christian, hvis han tirsdag d. 1. januar 2013 banker på klokken syv om morgenen og spørger om hjælp. Du kan godt sætte kaffen over, for han kommer. Han hedder måske ikke Christian, han er måske en ung pige, han kommer måske ikke fra Grønland, muligvis står han heller ikke på dit trappetrin klokken syv om morgenen, lige den morgen.
Men du vil møde ham – og du vil stå overfor et valg.

Hvad gør du?

Vejret raser, den første sne har desværre lagt sig alt for godt til rette, og ser ud til at blive liggende et godt stykke tid endnu. Solen er langt væk og motionscenteret endnu længere væk. Fra septembermåned til et godt stykke tid inde i martsmåned lider fem pct. af danskerne af vinterdepression.

Det kan være svært at bevare en positiv holdning til omverdenen, når alt man drømmer om er sol, sommer og fri. Vi har på ZEKVENS sat os for, at finde ud af, hvordan du undgår denne zombiagtige tilstand, hvor man ikke kan andet end at sove og spise is, som burde være ulovligt at servere i temperaturer under 40 grader. Vi har i samarbejde med psykoterapeut Rasmus Aagaard fra Voksenpsykologerne skabt rådene til, hvordan du kommer igennem en vinter uden vinterdepression.

Tale ER guld
En vinterdepression er en biologisk og fysiologisk proces i kroppen (din krop mangler et eller andet shit) og flere undersøgelser tyder på, at vinterdepression skyldes manglen på sollys (din mor havde ret: Du har godt af at komme lidt ud engang imellem). Antallet af vinterdepressioner i Danmark ligger omkring fem pct., men stiger til 10 pct. jo længere nordpå man bevæger sig, ligeledes falder procenterne i takt med, at du bevæger dig sydpå og ved Middelhavet er det et helt ukendt fænomen. -Alt jeg hører er, at der burde være en tilsvarende sommerferie i vinterhalvåret og dertil med solgaranti!

- Der er en klar sammenhæng mellem den aftagende sol og antallet af vinterdepressioner, konstaterer psykoterapeut Rasmus Aagaard. Hertil giver han omsider de unge ret: Vi er en presset gruppe. Vi reagerer alle forskelligt, men Rasmus Aagaard siger, at vi vil kunne drage fordel af at være opmærksom på hinanden og hjælpe hinanden. Det er vigtigt at tale om det, hvis man har det dårligt, konstaterer han.

Vi kender alle til, at det faktisk hjælper at tale om problemerne, om det er at ens mor ikke fatter, at ens nye kæreste faktisk er super dejlig og at det bare var for sjov, at han havde taget hendes nye suppeske af massivt sølv eller at veninden ikke skriver tilbage mere – er vi nu uvenner? Alt dette kan være med til at forstærke en følelse af ligegyldighed og tristhed og det er derfor vigtigt at dele det med andre, så man ikke står alene med problemerne, det kan jo også være, at din sidekammerat har det på samme måde.

Åh jeg må ha´ medicin, medicin, medicin med det samme
Mange mener måske, at, hvis man er syg så må man da have noget medicin, men hertil siger Rasmus Aagaard, at medicin i disse tilfælde aldrig kan stå alene, og at det er en kombination mellem gode samtaler og evt. medicin, der er vejen frem.

- Man kan dog ofte klare sig igennem en vinterdepression via samtale alene, og dermed helt undgå medicin, fortsætter han. Man benytter sig af medicin i de tilfælde, som er specielt slemme. Det kan være når man bliver ved med at opleve en tilbagevendende vinterdepression år efter år. Hertil siger Rasmus Aagaard, at der i de tilfælde kan ligge noget psykodynamisk til grund for at man bliver ved med at opleve vinterdepression (det er noget med Freud og ubevidste fortrængninger – det du har i bagagen) og at det derfor vil være vigtigt at samtale med en professionel, for at finde ud af, hvad der udløser vinterdepressionen.

”I wish I was a dude”
Hele 75 pct. af vinterdepressionerne rammer piger. Det kommer ikke som en overraskelse for Rasmus Aagaard fra Voksenpsykologerne. Han finder det meget bekendt og sandsynligt, da piger er i bedre kontakt med deres følelser og derigennem har en større tendens til at vende tingene indad og gøre sig selv til grund for problemerne. Dette kan være en enorm stressfaktor, hvilket øjensynligt kan være en grund til det høje procenttal for vinterdepression hos piger. Så ved min næste kærestesorg – når jeg har allermest lyst til at bure mig inde og ligge under dynen med alt for meget guf og alt for dårlige film – vil jeg måske eksperimentere med at tage en tur ud med gutterne; spille noget Laser Tag, drikke nogle øl og se noget strip (med mænd selvfølgelig – lidt kvinde er man vel altid). Dét skulle så gerne være opskriften på, hvordan man slipper for en vinterdepression, men hvis man ikke lige er indstillet på at lugte af øl og strip har vi, som lovet kommet frem til lidt flere gode råd til at undgå den grimme, grimme vinterdepression.

10 gode råd

  1. Få rigeligt sollys. Og hvis du ikke skal flytte til Afrika i den nærmeste fremtid kan en lysterapilampe klare jobbet udmærket.
  2. Hvis pengepungen alligevel længes efter at blive brugt, kan en tur sydpå gøre underværker. Glem alt, hvad du har hørt om den farlige sol, for hvis du har tendens til vinterdepression så er den din nye bedste ven, selv hvis du skal rejse efter det.
  3. Let dig! Når du dyrker motion udskiller kroppen endorfiner; det samme stof der udskilles ved sex – dejlig følelse, mere af det, tak!
  4. Tal om det! Som førnævnt kan der være fordele i at tale med en anden om dine problemer.
  5. Vær social. Og her snakker vi ikke om, at du partout skal tage med til din mosters røvkedelige jubilæum, men tag med vennerne en tur på café, tag i svømmehallen med din bedste veninde eller tag en tur i byen og giv den gas på dansegulvet og mød nogle nye mennesker.
  6. Og din mor har igen så evigt ret: Skær ned på alkoholen og tobakken.
  7. Dertil kan du så fortælle hende, at kaffe er og bliver dårligt for dig, også når det gælder vinterdepression.
  8. Kosten er ifølge Rasmus Aagaard også ekstremt vigtig. Hvis man mangler nogle stoffer i kroppen kan du ofte få dem gennem en sund og varieret kost. Så æd nogle gulerødder, punk!
  9. Selvom der er dårligt og trist vejr, så kom ud. Gør som da du var barn: Vær ligeglad med at dit hår kruser i støvregnen og at du skal have en grim hue på, for at holde varmen. Klæd dig på til vejret og kom ud – dertil kan du slå to fluer med et smæk og få noget motion oven i købet.
  10. Få et lægetjek. Hvis du mener, at du kan have en vinterdepression, så skal du opsøge din læge, som vil kunne diagnosticere dig og hjælpe til med en behandling.

 

 

Magnus Kjøller er 27 år gammel og millionær. Han er stræbsom, hårdtarbejdede, begavet, smart og nærmest smuk.

Magnus Kjøller har altid været en stræber. Og en fodbolddreng.

Han var – og er – definitionen på en computernørd, og så er han glad for at feste, elsker champagne, sin Lamborghini og sin succes. Han er lige returneret fra en ”smut-tur” til Dubai, hvor hans virksomhed CM Network, der står bag monstersuccesen PointShop, fremadrettet skal drive virksomhed.

Magnus er født og opvokset på Bornholm. Det er her han sommer efter sommer fik skrabede knæ, mål, og en nogenlunde indtjening på de turister der velvilligt købte jordbær fra hans interimistiske bod. Det er også her han brugte al sin tid i de vinterkolde og mennesketomme måneder, på at arbejde med sin computer, og kontinuerligt forbedre sin kunnen og viden på området. Det blev med tiden en passion. Magnus Kjøller vidste, ret tidligt, at det var inden for det felt han skulle arbejde.

Magnus er lillebror i familien Kjøller, der ud over storebor og storesøster, består af han far, der igennem årene haft flere forskellige virksomheder: Et feriecenter, en grillbar, en flæskesværsfabrik, en marmor-import og hans mor der arbejder i en rengøringsvirksomhed.

- Da min far havde feriecentret, arbejde min bror der også. Han kørte rundt i en Trabant og tømte skraldespandene. Jeg var kun 5 år, men jeg fik alligevel også et job som skraldeopsamler, husker Magnus og forklarer konceptet, der får det til at stå lysende klart den dag i dag: Udstyret med et kosteskaft med et søm i, gik den lille dreng rundt mellem feriehytterne og fyldte den ene pose efter den anden med skrald og affald.

- Jeg fik en tier pr. pose – det var sådan en slags no cure no pay. Men jeg kan huske at jobbet stoppede, fordi jeg snød og afleverede den samme pose skrald flere gange.

Netdating
Som 14-årig forelsker Magnus sig i en pige han har mødt på et datingsite. Han må ha’ hende, og den logistikmæssige udfordring i, at pigen bor i Aalborg og Magnus på Bornholm, løser Magnus ved at flytte. Til Aalborg. Her bor han hos noget familie, går på Aalborg Friskole, og nyder kærligheden – så længe den varer. Efter folkeskolen starter han på HTX, får job på et lokalt web-bureau og tager sideløbende en datamatikeruddannelse.

- Kærligheden til pigen holdt ikke, men jeg befandt mig godt i Aalborg. Jeg synes den har den der gode fornemmelse af at være en storby, der samtidigt ikke er større, end at man føler sig tryg her, siger Magnus. Jeg befandt, og befinder mig, godt i Aalborg. Her er de ting man har brug for, og byen har et tempo der betyder, at man kan slappe af her.

Magnus festede, designede websites, studerede og levede livet. Den slags bliver man ikke millionær af, men det blev han siden.

Cola-causerier
- Da jeg havde siddet rigtigt lang tid og lavet hjemmesider, som andre firmaer tjente penge på, – besluttede jeg mig for, at jeg selv ville ha’ én. Det var i 2004-2005 hvor jeg lavede datingsitet Hjertebanken.dk. Det var både en god forretning og en fin måde at møder piger på, siger Magnus. Projektet blev en succes, og i løbet af kort tid havde han 80.000 brugere på sitet. Undervejs opdagede han, hvordan hele annoncemarkedet på nettet fungerede, og ideen til PointShop dukkede pludselig op til overfladen en ganske almindelig grå dag i 2006, hvor Magnus sad sammen med sine studiekammerater i et gruppelokale.

- Jeg blev kontaktet af Viasat, som ville ha’ en banner–annonce på en af mine sider. Hver gang nogen klikkede på ”Ja, tak jeg vil gerne kontaktes”, ville jeg få 100 kroner. Jeg spurgte mine studiekammerater, om de ville klikke på ”ja”. De gad de så ikke – men de gad lige pludselig godt, da jeg gav dem hver en cola fra automaten som belønning for klikket. Det var en win-win-win situation. Alle var glade. Kammeraterne fik cola, jeg tjente penge, og Viasat var også tilfredse, for de endte faktisk med, at en af mine kammerater tog imod deres tilbud. Jeg så pludselig en stor mulighed i at tage denne her web-baserede markedsføring og så lægge et lag glasur på den – selvfølgelig skulle belønningen ikke være cola hver gang, men noget andet.

Cola-historien blev begyndelsen på PointShop der i dag er en succesrig overskudsforretning med 30 medarbejdere, aktiviteter i 10 lande og 7.5 millioner brugere af pointsystemet.

- Jeg vil skabe et point-univers, og principielt er der ingen grænser for, hvad man kan give points for. Kun etiske. Jeg satte f.eks. en grænse ved valget, hvor nogen forslog point for, hvem man stemte på. I ca. tre års tid har vi nu kørt med PointBlog, hvor man får point for at blogge. Sitet har mere end tre millioner blogindlæg. Jo mere trafik der er på siden, jo mere attraktiv er den for annoncører, siger Magnus Kjøller. 1. februar kommer PointTrade, der er sidste skud på stammen. Her vil brugerne kunne handle med brugt tøj, møbler etc., og fordi der lynhurtigt vil strømme pointsamlende brugere fra PointShop og PointBlog dertil, vil sitet med stor sandsynlighed overhale f.eks. Trendsales på rekordtid.

Magnus og millionerne
Resultatet er, at Magnus i dag er millionær. Han ejer en stor villa i Hasseris, flere – rigtigt – fede biler, inviterer sine ansatte, og dem er der mange af, på teambuilding i Las Vegas – og så samler han på champagne. Magnus liv indeholder alle de elementer, der er nødvendige for at bære betegnelsen ’blærerøv med playboy-potentiale’ – det er han bare ikke. Men han er sjælden.

Forestil dig lige, at skifte tilværelsen som studerende, flaskedreng i Netto, hårdtarbejdede jurist, sygeplejerske – eller måske arbejdsløs, ud med et liv, hvor det efterhånden er ”so-so“ hvad der står på kontoen,  hvor offentlig transport er skiftet ud med en Lamborghini og hvor du – potentielt – kan købe hvad, og hvem, du vil.

Det lyder let
- Jeg lever godt. Jeg køber lækre ting og rejser en del, har en fed bil og et godt hus, men jeg lever ikke ekstravagant. Jeg forholder mig ikke så meget til hvad der står på kontoen længere, nu handler det mere om de faglige udfordringer i at få projekter til at lykkedes, og jeg sætter en ære i, at arbejde målrettet og ambitiøst med de projekter min virksomhed beskæftiger sig med, fortæller Magnus Kjøller.

Det lyder knap så let. Det er fedt at være en succes. Især når man bliver rig af det, men ifølge Magnus handler det om andet og mere end lækre biler og økonomisk frihed. Det handler om hårdt og dedikeret arbejde, om at turde at fucke lidt med Janteloven og tro på egne evner. Det handler om, med sveden drivende klam og klæbrig ned af ryggen og præstationsangsten dansende ondt på stemmebåndet, at træde ind i det bestyrelseslokale hvor alle – undtagen dig – har styr på buzz-words, exit stratgier, hvordan du forbedrer din ROI eller arbejder målrettet på at rette op på din burn-rate?!?

Det handler om at gå til opgaven med medfødt utilstrækkelighed, en smule ydmyghed og så en arbejdsmoral der gør dig sjælden.

- Jeg har arbejdet hårdt. Jeg har erklæret mig uvidende, når det har været tilfældet, og så har jeg taget mig tid til at lære. Jeg har ikke ageret verdensmand, og forsøgt at fremstille mig selv som en der vidste alt – tværtimod – jeg har været lydhør, og derfor ved jeg meget nu, siger Magnus.

Det handler om at være villig til at arbejde, lære, og få en fornemmelse af den branche du agerer i. I rigtigt mange år er det mest af alt hårdt arbejde, og knap så sjovt, men når du har investeret arbejde, tro og tid i dit projekt, så kan det være at det lykkes. Det gjorde det for mig, og det betyder, at jeg nu har nogle friheder og en sjov og udfordrende hverdag, siger Magnus.

Dyre drømme
Når Magnus ikke arbejder på nye projekter, sidder i ansættelsessamtaler med potentielle medarbejdere eller befinder sig på sit kontor ved havnefronten, så drømmer han om den slags man har for vane at drømme om i hans alder. Han forestiller sig, at han måske snart skal have en familie. En kone og nogle børn. Han rejser. Tager til Bali på drengerøvstur med vennerne, eller spiser god mad i huset i Hasseris, måske bragt ud af hans ret gode bekendtskab; pizzamanden. Han nyder synet af den champagne-kælder der er ved at tage form under villaen og det faktum, at han har råd. Han lever det gode liv.

Fordi han kan. Fordi han virkelig vil – og så fordi han tør. Han tør tro på sig selv, på sine projekter, og på det sunde og givtige i, at udfordre testen om klædelig beskedenhed og undersolgte kompetencer.

- Jeg er ihærdig, men jeg er også dygtig. Jeg lader mig ikke anfægte af ret meget, når jeg tror på et projekt. Jeg ved ikke om jeg tror alle havde kunne gøre det jeg har gjort, men mange kunne, hvis de turde, siger Magnus.

Magnus Kjøller har opnået mere end mange i hans fars generation. Han lever det liv du med garanti drømmer om. Dyre drømme.

Privat er han single og må nærmest være en af Aalborgs mest eftertragtede ungkarle, med ny patriciervilla, masser af charme, en hel del selvtillid – og meget snart eget flycertifikat. Det skal bruges til at flyve hjem og hilse på i Allinge, hvor han har hele sin familie.

- Min mor tror vist stadig, at jeg bare sidder og spiller computer. Hun har lige fået
sin første e-mailadresse,  men min far forstår godt forretningskonceptet, konstaterer han.

En eventuelt kommende kæreste skal være indstillet på, at han er ret nørdet omkring computere, og at han elsker at se film med krig og rumvæsner.

Sådan. Det var en lille del af historien om forretningsmanden, drengen, millionæren, drengerøven, sønnen og vennen Magnus. Slå den!