’Det er svært at sluge, mens man græder’

98f45adb-23a9-4087-8241-5c8fe086d32d-main_image_email
Nanna Cecilie Bang tager i TRUE.STORY på Sort/Hvid publikum med rundt i de mest absurde og afsindige afkroge af en ung kvindes liv. ’Og pludselig står du med en fremmed mands pik i munden og overvejer at bide den af – og sige baby bite 3 for tyve – og du tænker, ville det være høfligt, ville det? Kender I det?’

Hun har klippet sit hår, så det ligner, at hun er kvinde på sådan en feministagtig måde. På sådan en måde, så teaterchefer bliver nødt til at spørge: ’Hvad gør du så, når du skal spille rigtig kvinde? Hvad gør du, når du ikke er grim og sjov? Det er jo også vigtigt for folk, at de kan relatere’. Og de har en pointe, for hun vil virkelig gerne ha’, at alle kan relatere til hende, og så forsikrer hun: ’Jeg kan virkelig være smuk, det lover jeg’.

TRUE.STORY er tragikomisk stand-up om et vanvittigt kvindeliv fortalt i bidder. Det er en monolog af og med Nanna Cecilie Bang udviklet under Sort/Hvids dramatikerworkshop 2016. Det er et rablende vanvidsridt af en beretning om en kvinde, der vil være fri til at være den, hun er. Frigjort nok til at dyrke sex med hvem hun vil.

Christian Lollike, kunstnerisk direktør på Sort/Hvid og instruktør på TRUE.STORY, siger:

’For mig er Nannas historie et vidnesbyrd om, hvordan det seksuelle frigørelsesprojekt kan blive en nærmest tvangspræget jagt på behovsopfyldelse. Samtidig synes jeg, hun går på tværs af de normale opfattelser af, hvad en ung kvinde må sige – og ikke mindst – gøre. Derfor fik jeg lyst til at iscenesætte projektet’.

TRUE.STORY er fortællingen om en kvinde, der råber og banker i gulvet med en kost, fordi hendes underbo er så lykkelig, at det siver op i hendes lejlighed. Først lyden af grin, så sex. Det er jo ikke fordi, hun ikke er okay, hun er bare så pissetræt af at høre på underboen og al hendes lykke.

Hun er single, og heldigvis for det. Hun ved nemlig, at den store fordel ved at være single er, at man er fri. Fri og uafhængig af andre. Således klamrer hun sig krampagtigt fast til forestillingen om at være en frigjort kvinde, mens hun jagter anerkendelse fra de mænd, hun er fri til at have sex med. Hun klamrer sig fast til den forestilling, mens hun stræber efter at have de rigtige holdninger, sige de rigtige ting og være den type kvinde, der lever i nuet og afskyr underholdning.

Nu er hendes lår begyndt at gå ind i hinanden, men det er okay, for det er også vigtigt at stå ved, hvordan man ser ud, at man elsker sig selv. Hun har hørt, at tiden for smukke mennesker er forbi, og der er mange, der er enige om, at det er hendes chance. Så nu er hun den type kvinde. Hun er nemlig positiv, aldrig afvisende og kan være lige den type, I gerne vil ha’.

comments