Elever overtager JYSK i Skalborg

PHOTO:  ENKORNenkorn.com

PHOTO:  ENKORN enkorn.com

Elever fra JYSKs elevuddannelse overtager butikken i Skalborg fra den 6.-8. januar. Her skal de prøve godt købmandskab af i praksis – og samtidig give kunderne en masse gode tilbud.

Besøger man JYSK på Nibevej i Skalborg den 6.-8. januar, har man chancen for at blive rådgivet af nogle af de helt nye talenter i JYSK.
2. års-elever fra JYSKs elevuddannelse overtager nemlig butikken i de tre dage, hvor formålet er at få det gode købmandskab helt tæt på og lære at arbejde i praksis med butiksdrift.

JYSK har gennem mange år samarbejdet med erhvervsskolen Tradium i Randers om at uddanne elever. Det er første gang, at JYSK indsætter et modul på uddannelsen, hvor eleverne selv kommer til at drive en butik. Det faste personale arbejder ikke i butikken i de dage – kun butikschef og salgsleder er med i butikken for at være mentorer for eleverne.

Leder af JYSKs elevuddannelse, Jørgen Olsen, fortæller, at det giver god mening at sende eleverne ud i butik.

”I JYSK er vi kolleger, der tager ansvar – og tager fat. Vi har god erfaring med at give vores elever både tillid og ansvar, og vi tror på, at man lærer bedst på den måde. Vi har altid haft et fantastisk samarbejde med Tradium i Randers, der altid har været på forkant med, hvad der sker i detailhandlen. At give en virkelighedsnær oplevelse af, hvad butiksdrift er i praksis, er derfor helt i tråd med vores ønske til en spændende elevuddannelse,” siger Jørgen Olsen.

Butikschefen fra JYSK-butikken i Skalborg vil være i butikken alle tre dage – dog ikke som leder af butikken, for den rolle må eleverne selv udfylde. Butikschefens rolle bliver at være sparringspartner for eleverne og skal derudover observere elevernes evne til at drive butikken og give en tilbagemelding efter forløbet.

”Det bliver spændende at følge vores nye talenter og se, om de kan give de ’gamle’ kolleger lidt baghjul,” siger Jørgen Olsen.
Hvert år uddannes over 130 elever på JYSKs elevuddannelse, der ligger på Lars Larsens Himmerland Golf & Spa Resort. JYSKs uddannelse er en af landets mest anerkendte elevuddannelser og havde sidste år over omkring 1.800 ansøgere til de godt 100 pladser.

comments