David Boysen er Årets Profil i 1. Division 2014

6659210-lyngby-spiller-lagt-for-jdehad-af-egne-fans-lyngby-agf

6659210-lyngby-spiller-lagt-for-jdehad-af-egne-fans-lyngby-agf

Spillerne i 1. Division har talt: David Boysen er Årets Profil i 1. Division 2014. Den 23-årige kantspiller har siden sin retur til Lyngby markeret sig med stærke præstationer. Det belønner kollegerne i 1. Division ham nu for.

Håbet var grønt for David Boysen, da han i januar skiftede Lyngby ud med Superligabold i Viborg FF. Men opholdet hos de grønne i domkirkebyen blev aldrig det, David Boysen havde drømt om.

I stedet skiftede han til kongeblåt i sommer, og siden er det gået stærkt for offensivspilleren. David Boysen har fået noget af en opblomstring efter sin retur til Lyngby, hvor det er blevet til 12 mål i 16 kampe og en plads øverst på topscorerlisten i 1. division.

Og David Boysen er en af grundene til, at Lyngby topper den næstbedste fodboldrække. Hans kolleger har ikke været i tvivl om, at David Boysen er Årets Profil i 1. division. Den 23-årige spiller har optrådt i alt 45 gange for diverse ungdomslandshold. Tiden i Viborg har han lagt bag sig, og i stedet håber han på, at han kan være med til at sparke Lyngby tilbage i Superligaen.

”Vi spiller i hvert fald med om det. Jeg har spillet i Superligaen tidligere med Lyngby, og hvis det skulle ske, at vi rykker op igen, håber jeg, at vi er bedre rustet til Superligaen denne gang,” understreger David Boysen.

Om kåringen

For at bringe fokus på divisionerne under Superligaen og for at hylde og gøre opmærksom på de talenter, som befinder sig i de underliggende rækker, kårer Spillerforeningen hvert år Årets Profil i 1. Division. Det er 1. Divisions-spillerne selv, der vælger Årets Profil.

Spillerforeningen har kåret Årets Profil i 1. Division siden 1989 og tidligere vindere tæller spillere som Peter Graulund, Rajko Lekic, Søren Rieks og senest Kasper Fisker, der sidste år blev hædret med prisen.

Billede: BT

comments