Med hele verden som adresse

1372598_77311796

De fleste, unge som gamle, har stået ansigt til ansigt med den angst og nervøsitet, som en ny start bringer. Det kan være et nyt job, en ny skole eller det at skrive for et blad for første gang, som jeg gør nu.

Tekst: Anna Sarasibar

Alle begyndelser er altid lidt frygtindgydende, men efter at have boet i mere end tre lande, skiftet mellem syv forskellige skoler og har skullet “passe ind” i forskellige kulturer og sprog, har jeg på mine femten år som “pæloptrækker” lagt mærke til, at mange unge har en meget større angst for at prøve noget nyt, end hvad man umiddelbart skulle tro.

Vi danskere, for det tillader jeg mig at kalde mine halv-pæredanske rødder, har en vis angst for det nye, og er derfor tilbøjelige til at vælge det lette, det kendte.

Hvorfor? Spørg mig ikke. Måske fordi landet er så sikkert, fordi vi har en sikker økonomi eller måske bare fordi vi altid er sikret en indkomst.

Jeg har i lang tid prøvet på at forstå hvorfor denne, ellers så til tider vilde og festglade nation, er bange for at slippe tøjlerne og “springe ud i det”.

Født i sommeren 1996, i Silkeborg af en argentinsk mor og pæredansk far, har jeg tidligt i livet lært at udskifte ordet ukendt med det nye.

En regel jeg hele tiden forsøger at efterleve.

Det har fra starten været essentielt for mig at kunne tilpasse mig vidt forskellige situationer, om det har været  hos mine bedsteforældre i Argentina, eller hos min fars familie i lille Danmark.

Min rejse mod det ikke-så-ukendte startede da jeg var et år, eller deromkring, da min familie besluttede at flytte tværs over Globen, til Atlanterhavets perle, Mar del Plata også kendt som Argentinas største havn- og turistby.

På trods af alt turmulten og den lange distance fra Danmark, er mine barndomsminder fra livet i Mar del Plata, ikke mere anderledes end alle andres, der var tilmed en hel del “Bamse og Kylling” involveret.

Den lange distance, og store kontrast til det pæne, rolige danske liv blev for meget, og skilte min families veje. Min far flyttede tilbage til Danmark, og min mor og jeg flyttede til spaniens hovedstad for at påbegynde et nyt eventyr i storbyjunglen.

Jeg lærte hurtigt at udfylde forskellene, at man ikke udtalte alle ord ens, og at “correrse” betød noget helt andet i det nye land, men efter kort tid snakkede og opførte jeg mig som en indfødt, noget der ikke faldt i god jord hos min mor.

Jeg kom i en spansk pre-school, noget der ville svare til den danske 0. klasse, og skulle pludselig omskrive hele min mentale adresse bog.  Det nye og travle byliv var præget af lange timer i en tom lejlighed, mange restaurantbesøg og socialising med vidt fremmede i en ung alder.

Min mor og jeg kaldte os altid “las dos adventureras”, de to opdagelsesrejsende, for ikke at blive skræmt af alt det nye. Vi så mere det hele som nye eventyr klar til at blive påbegyndt, noget jeg stadigt drager gavn af i daglige situationer.

Da vi nogle år og flere Bamse og kylling programmer senere flyttede tilbage til Danmark, var det i starten som at komme til et idyllisk H.C.Andersen eventyr, men efter kort tid vænnede jeg mig til de store bondegårde, aftensmaden kl. 18 og den fede fløde.

Hverdagen var ikke længere vild og hektisk, og pludselig kunne man udforske en rigtig have i stedet for sin mors tøjskab. Jeg havde pludselig tid til at kede mig!

Min bedstemor insisterede på, at jeg skulle lærer at sige “rødgrød med fløde” og kongerækken udenad før jeg begyndte med et gebrokkent dansk i folkeskolen.

Af alt dette rejsen, skal det lige siges, at der ikke er kommet nogle varige men, andet end at jeg stadig kan nynne Bamse og kyllings titelsang udenad. Jeg er stadig en velfungerende dansker, der elsker flæskesteg og den gode danske jul. Jeg er bare blevet tusinde oplevelser rigere.

Da jeg nu er blevet ældre, og dum nok til at tænke tilbage på “de gode gamle dage” har jeg derfor bidt mærke i, at jeg aldrig tænkte på forskellene, men derimod søgte efter fælles ting mellem alle de nye situationer.

Vi søger nemlig altid efter det kendte, de ting vi kan associere os med. Jeg tror, at en af grundende til, at specielt mange unge har svært ved at tage en ny start er, at de altid har haft det sikkert, omgivet af en kugle af vat og børnetime, og de har derfor aldrig rigtig haft muligheden for at kaste sig ud i noget nyt og uforudset.

Hvis jeg skulle give et godt råd, for det hører jo næsten med når man har taget læserens tid, ved at snakke om mig selv, så skulle det nok være at slippe tøjlerne, løsne de to seler, tage den dobbeltforede michellingdragt af nervøsitet af, og løbe ud i det med åbne arme, for som man har hørt så mange kloge hoveder sige før, så ved man aldrig hvornår man får muligheden igen.

Mulighederne behøver jeg ikke at nævne, du ved jo godt selv, hvad det er jeg snakker om 😉

 

 

 

 

 

 

comments