Hvad er der galt med verden? Frygt! Vi frygter altid alting. Jeg bor på Nørrebro, og jeg kan ikke tage turen til Fakta uden et par gange at tænke, at dem der – eller ham der kunne smadre mig uden videre – eller i alt fald ligner en som kunne!

De kunne måske ikke finde på at gøre en kat fortræd, men jeg tænker det, fordi jeg er et menneske, og fordi frygten dermed ligger latent i mig. Når jeg står og hæver ved pengeautomaten, forestiller jeg mig min reaktion, hvis en eller anden stemme pludselig sagde: “Gi’ mig dit kort og din pinkode.”
Jeg ved ikke, om jeg ville blive vred, bange og gøre som han (igen: Fordomme!) siger – eller råbe om hjælp.
Der er alligevel noget ret blufærdigt ved at råbe om hjælp på åben gade. Tænk nu hvis ingen kommer mig til undsætning!

Tænk situationen: Klokken er 21.00 om aftenen – du kommer ud for den situation, at et menneske truer dig og vil have dine penge (for det er jo altid de lorte-penge), du råber om hjælp og kan tydeligt se et par der vender sig, og en som venter på en bus – foruden en person på en cykel. Sæt nu, at ingen overhovedet reagerer på dit råb. De vender sig, registrerer det, men ingen gør noget.
Alle går i frys, eller endnu værre, lader som ingenting.

Undskyld, Danmark! Jeg er bange for, at det er det sidste der sker – altså, at der ikke sker noget!
Jeg er næsten endnu mere bange for, at jeg netop af frygt for manglende reaktion, ikke råber om hjælp!

Hvorfor? Hør her! 

Den 1. januar om morgenen i Aalborg. Jeg er på overnatning ved mine forældre. Jeg går i seng klokken fire. Efter tre timer vågner jeg ved ordet ‘ambulance’. Der er nogen nedenunder der taler om ambulancer. Mig; i underbukser og med bankende hjerte, ned og se hvad der forgår. Jeg møder en totalt fremmed, som står med vandet løbende fra tøjet.

Lad os sige han hedder Christian. Christian er grønlænder, og har været ude og feste. Pludseligt bliver han skilt fra den gruppe han er sammen med, og det næste der sker er, at han bliver forfulgt.

Det regner kraftigt på det tidspunkt, og der er koldt – han er gennemblødt, forvirret, bange – og der er ingen som hjælper ham. Han søger derfor tilflugt i en taxa, da han samtidig har mistet orienteringen om, hvor han er. Christian er ankommet til Aalborg for få måneder siden for at tage en uddannelse.
Da han ikke har en rød reje – fordi han har mistet sin tegnebog – sætter chaufføren ham af i vores område, i regnvejret. Hvem ved hvilke grunde chaufføren skulle have til at smide ham af? Det kan være, at han var kommet dårligt ind i det nye år – vi kan alle have dårlige dage.
It happens. Nu løber, fortæller Christian, fra hus til hus og ringer på døre og banker på ruder, alt imens han råber: “Hjælp, ring efter en ambulance!”.

Det er tydeligt at se, at han er I en form for chok. Mødet med mur efter mur og den manglende reaktion fra mennesker bag lukkede døre, gør hans stressniveau til en stigende kurve.

Jeg er ikke en som praler. Det er ikke det der er intentionen. Jeg synes bare, at det er vigtigt, at være bevidst om vores handlinger – både når vi gør noget dumt og noget godt. Vi tager Christian indenfor, giver ham et tæppe, en kop kaffe og han får tørt tøj på (bevares, noget af det gamle) og så slutter jeg natten af med at køre Christian hjem. Jeg kører ikke hjem igen, før han har sat nøglen i låsen og jeg har set ham smække hoveddøren. På vores tur gentager han flere gange, hvor taknemmelig han er.

Udtrykket “vær mod andre, som du vil have de skal være mod dig” er et fantastisk mantra, og er et af mine mest brugte. Jeg håber, at andre vil tage imod mig i en nødens stund. At vi sparer kræfter til netop det øjeblik, hvor der kræves lidt ekstra af os. Jeg følte mig lidt som en superhelt imens vi gav Christian et tæppe, tørt tøj og en masse velvilje.

Jeg håber virkelig, at alle vil tage imod en grønlandsk eller aalborggensisk Christian, hvis han tirsdag d. 1. januar 2013 banker på klokken syv om morgenen og spørger om hjælp. Du kan godt sætte kaffen over, for han kommer. Han hedder måske ikke Christian, han er måske en ung pige, han kommer måske ikke fra Grønland, muligvis står han heller ikke på dit trappetrin klokken syv om morgenen, lige den morgen.
Men du vil møde ham – og du vil stå overfor et valg.

Hvad gør du?

 
comments

Speak Your Mind