REPLIKKER OG RÆSONNEMENTER

Carsten-Svendsen-(16)_OK

Han er forførende. Han er hysterisk, morsom, karikeret, fin og følsom. Han er fortvivlet, ulykkelig, forvirret og fandenivoldsk. Og han stiller det hele til skue. Det hele.  Mød Carsten Svendsen, en ret væsentlig repræsentant for ensemblet ved Aalborg Teater.

Han er nærmest lige blevet 30, Carsten Svendsen. Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, født og opvokset i København – og ikke ubetinget imponeret af Aalborgs krav på storby-prædikatet. Han er en fast del af Aalborg Teaters ensemble og modtog i 2009 Reumerts Talentpris. Han er, altså, noget helt særligt. Carsten Svendsen fik job ved Aalborg Teater allerede inden han havde afsluttet sin udannelse på Skuespillerskolen. Han var ikke ubetinget begejstret for det faktum, at han skulle etablere sig som skuespiller i Aalborg, men gik med til en periode på to år. Det er fem år og en stormende forelskelse siden. For han forelskede sig undervejs. Måske ikke så meget i byen, men i pigen fra Nørresundby, der blev hans kone, og i Aalborg Teater, der efter hans udsagn er et helt særligt af slagsen.
– Aalborg Teater er et af de fedeste teatre i Danmark. Der er en god stemning og det faglige niveau er meget højt. Jeg elsker at være en del af det, siger Carsten Svendsen. Hvad byen angår kan jeg godt savne storbyen lidt. Jeg er først og sidst en storbyknægt, men jeg har været her længe nok til at opdage, at Aalborg har potentiale. Jeg trives i – og med – byen efterhånden, fortæller han. Carsten Svendsen kom ind på skuespillerskolen i fjerde forsøg. Der er rift om pladserne, og du skal være go´ – særdeles go´ – for at få en af de 25 pladser, som 800 mennesker kæmper om.
– Man bliver da lidt slået ud af kurs når det ikke lykkes at komme ind, siger Carsten Svendsen,  og den fjerde gang havde jeg egentligt besluttet at jeg slet ikke ville søge, men den skuespiller jeg læste hos på det tidspunkt insisterede på at jeg skulle forsøge igen, og så endte det jo med at jeg kom ind, siger Carsten Svendsen. Jeg overvejede ellers om jeg ikke bare skulle være autodidakt skuespiller. Jeg overvejede i alt fald aldrig andet. Jeg var aldrig i tvivl om, at det her skulle være mit fag.
Splitterravende Hans-Jørgen
Carsten Svendsen befinder sig godt på skolen. Han tager med på den rejse der er fagets forudsætning. Betingelsen er, at du er villig til at risikere dig selv. Du skal ned i følelserne, og du skal lade alverdens lykke og ulykke krybe helt ind under huden og mærke efter hvordan det føles. Du skal udvikle dig, og beherske følelserne så overlegent, at du, baseret på fagets teknikker, kan give los og slippe det hele fri for øjnene af en fyldt sal.
– Det var så sindssygt. Man udvikler sig voldsomt og lærer sig selv at kende på en helt ny måde. Og det var absurd hårdt. Så hårdt, at jeg på et tidspunkt var ved at droppe ud, fortæller Carsten Svendsen. På den anden side var det fedt, at tilegne sig viden på et område man havde drømt om så længe. Du skal turde være absurd. Du skal risikere mismod og fingerede ansigtstab – og du skal, uagtet hvor mange gange du er blevet droppet den dag, kunne være så hysterisk glad på scenen, at det kan mærkes på de bagerste rækker. Carsten Svendsen kan det meste. Han er en karakteristisk skuespiller, der har både anmeldere og publikums opmærksomhed, og han er villig til at forsøge til i langt de fleste roller. Også når det betyder at han skal være nøgen for øjnene af et fyldt teater.
– Jeg var ”splitterravende Hans-Jørgen” i forestillingen Bavian. Grænseoverskridende. Fagets største tabu, siger Carsten Svendsen, men væsentligt for den her historie, og derfor gjorde jeg det. Jeg stiller min krop til rådighed, men det er stadig kun en begrænset del af mig publikum får at se. Det er min karakter – ikke mig. Publikum på Aalborg Teater har set mig nøgen, ja – men de har jo ikke set det samme som min kone får at se, siger Carsten Svendsen. Både publikum og anmeldere er begejstrede for Carsten Svendsen. Han får rigtigt gode anmeldelser, og mange af teaterets gæster har bidt mærke i Carsten Svendsen, og hans særlige talent for at spille sine roller så de kan mærkes. Rigtigt mange husker og honorerer ham for hans bøssede, affekterede og charmerende stuepigerolle i Mød min hr. mor, hvor han iført tangatrusser og forklæde, bogstaveligt talt, stjal rampelyset og sympatien. Han udmærker sig med sit talent for at træde i karakter, på en måde så spørgsmålet om virkelighed og forstillelse bliver uvæsentligt. Han er der bare. 100 procent.
– Du skal stå til rådighed for de følelser der er i din karakter og det er hårdt. Du bliver måske ked af det, men så må du være det. Du skal være et ulideligt følsomt menneske for at være skuespiller, og kunsten er så at lære og tage det på når du går på scenen og af når du skal hjem, siger Carsten Svendsen. Du er nød til at forstå den følelse der er grundlæggende for din karakter og så turde lære den at kende. Det betyder måske, at jeg, når jeg spiller fandenivoldsk punker, selv er lidt mere fandenivoldsk i den periode, og det betyder jo i virkeligheden at du er lykkes i karakteren, siger han.
Nuets kraft
Aalborg Teater er en landsdelscene. Det betyder, at teateret har visse forpligtelser i forhold til repertoiret, og at mange genrer skal repræsenteres. Teaterets Transformator-scene er det eksperimenterende bidrag, hvor du kan få ’kulturelle tricks’ til 30 kroner, usædvanlige teateroplevelser, og en udfordrende oplevelse på et sted der, selverklæret ”er en scene som udforsker hvad teater kan mere, end bare være teater som vi kender det. Som møder sit publikum lige her og nu. Som tror på øjeblikkets kunst. Et laboratorium for Aalborgs sultne kunstnere og teatrets gale gøglere.”. Carsten svendsen har kunnet opleves på Transformator i impro-teaterets udfordrende kunst, hvor det – kun – handler om at få en god oplevelse, et godt grin og en fornemmelse af, at det kan være helt i orden at sætte hverdagen på stand-by et øjeblik.
– Teater er også at sætte livet på pause et øjeblik. Det behøver ikke altid være et oplæg til store intellektuelle diskussioner, men kan udmærket være en oplevelse. En god oplevelse der ikke har nogen intention om at opdrage publikum, men bare gerne vil underholde og fungere som en pause i hverdagen, siger Carsten Svendsen. Jeg plejer at sammenligne det med en film. Det er et produkt der ikke forandrer sig. Oplevelsen bliver ved med at være den samme som den var til at starte med. I teateret er der kun den ene aften, den ene oplevelse – som den udviklede sig lige præcis den aften. Carsten Svendsen har altid haft travlt. Der har altid været et eller andet han skulle nå. Noget han ville opleve eller opnå. Nu. Sådan er det ikke – helt – længere. Han befinder sig godt på Aalborg Teater, og selvom han har ambitioner om også at forsøge sig med tv og film, har han ikke travlt. Han har efterhånden fundet sig til rette i Aalborg og elsker det faktum, at hele verden ligge lige om hjørnet, fordi byen har sin egen lufthavn. Man kan altså sagtens være verdensborger selvom man er bosat i den ene ende af et meget lille land. Han elsker det nordjyske publikum og roser dem – jer – overmåde meget for det engagement  og den deltagelse de – I – bidrager med.
– Er du sindssygt hvor er publikum på Aalborg Teater trofaste og engagerede. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Carsten Svendsen. Publikum er meget engageret og melder ofte tilbage på forestillingerne. Der er mennesker der ser forestillingerne flere gange og generelt set har vi et virkeligt lækkert publikum, der tager oplevelserne til sig. Det tager jeg hatten af for. Det gør jeg virkelig, siger han.

Det behøver ikke altid at være et oplæg til store intellektuelle diskussioner, men kan udmærket være en oplevelse.
Foder til følelserne
Publikum er væsentligt for teaterets aktører. Ikke kun fordi de repræsenterer en indtægt, men fordi de spiller en rolle for forestillingens udvikling. Skuespillerne er konstant i en sfære hvor stemningen  afhænger af publikums reaktioner. De er lydhøre, opmærksomme og observante. Vores præstation er afhængig af dem der ser med, siger Carsten Svendsen, og vi er meget opmærksomme på det. Vi lytter til publikum hele vejen igennem. Hvornår griner de, hvornår lytter de, hvornår keder de sig og hvornår har vi så godt fat at tiden står stille? De er væsentlige medspillere i forestillingen og det er en af de ting vi taler allermest om når vi står omme bag scenen. Hvordan har publikum det? Teater er nuets kunst. Det er sammenspil, mellem os og dem. Det er livet sat på spidsen – kantet og karikeret,  melodramatisk og morsomt. Det er, med Carsten Svendsens ord, større end alt andet.
– Vi står der. Publikum sidder der. Vi er sammen om det, siger Carsten Svendsen. De gamle grækere talte om et begreb der hedder ’katarsis’, og det er det det handler om – en slags renselse opnået gennem en kunstnerisk oplevelse. Ikke kun foder til tankerne, men i høj grad også foder til følelserne. Carsten Svendsen indfriede de drømme han har haft siden han var en lille dreng – af den obligatoriske slags, der spillede teater for familien, krybbespil i skolen og i øvrigt elskede at klæde sig ud. Sådan en dreng der så Ivanhoe, og drømte om muligheden for at træde ud og ind af iscenesatte verdener.
Han blev skuespiller. Det er det han er. Prisbelønnet, engageret og dedikeret til sit fag. Se selv.

Foto: Mikkel Werenberg

comments

Be the first to comment on "REPLIKKER OG RÆSONNEMENTER"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.