REALEITY ER IKKE REAL

Nadia_fra_Fristet

„Reality er langt fra reality!“ Sådan siger aalborgensiske Nadia Johansen, der for tiden kan følges ret så tæt på TV3 i realityserien FRISTET, hvor en række unge er samlet i en tyrkisk villa, med kameraer i alt fra stue til soveværelse og toilet.

ZEKVENS mødte Nadia på Ib René, Cairo i Reberbansgade. Langt fra røde løbere og glimmer står Nadia udenfor cafeens dør og venter i en kold nordjysk oktober-regn. Hun ligner langt fra den blonde realitystjerne fra fjernsyns-skærmen, men mere en pædagogstuderende med fødderne på jorden. Og det er lige hvad hun er.
– Nu skriver du ikke en hel masse, som jeg ikke har sagt eller vender det hele vel?, spørger Nadia mens vi bestiller varm kakao.
– Jeg har allerede oplevet, at pressen vælger ting ud og sætter i det i helt forkerte sammenhænge. Og i FRISTET har jeg nu i en hel uge været markant med i alle udsendelserne, så det kommer til at se ud som om, at jeg hele tiden taler om mig selv. Sådan er jeg altså ikke, siger Nadia.
Er man en vågen TV-seer kan man også nemt se, at det er klippet sammen af TV3. Nadias tøj er forskelligt på hvert klip, så der er taget udtalelser fra alle mulige uger, som så er klippet sammen. Sådan er TV – og det når folk ikke at se. Men Nadia ser det – og ved det – og i dag ser hun helt anderledes på fjernsynet og reality-programmer
– Jeg havde ekstremt mange fordomme overfor reality-deltagere før jeg tog afsted. Jeg kunne ikke fatte, hvorfor man dog ville deltage i den slags! Jeg synes det var skabet og plat. F.eks. har jeg set i Paradise Hotel, at nogle stod og tudede helt vildt når nogen blev smidt ud og sagde „jeg elsker dig“ og alt muligt, og jeg tænkte: Hold nu op altså, i har kendt hinanden i to uger! Men nu forstår jeg bedre, at man reagerer så mærkeligt. Man er isoleret fuldstændigt i det hus, man ved ikke noget om hvad der sker ude i verden, man ved ikke hvad klokken er – man ved ingenting. Efterfølgende har jeg læst om krigsfanger – og det er jo nøjagtig det samme man gør ved dem. En mild form for psykisk tortur, hvor man mister al sin logik i isolation. Det er totalt psykisk hårdt. Man kan se døren, der går ud af huset – men man må ikke røre ved den. Man kan fornemme mennesker og biler udenfor, men man kan ikke se dem. Det er mega uhyggeligt og det påvirker altså den måde, som man er på. På almindelige ferier er Nadia en pige, der ikke kan være væk en uge uden at savne alt derhjemme. Både veninderne, de mange børn som hun har med at gøre på arbejdet og så selvfølgelig familien får altid en masse tanker. Der er dømt hjemve på en ferietur nærmest med det samme. Men i Tyrkiet med TV i hælene skænkede hun ikke nogen eller noget en tanke.
– Det kunne min hjerne slet ikke kapere, det hele handlede om det show man var i og det intense der foregik med alle menneskerne i huset. Man kunne intet uden de andre, og der var kameraer over det hele – også på toilettet og i badet – og man vidste bare, at der sad nogle konstant og kiggede og lyttede. Det er derfor man tuder, når nogle taler grimt eller bliver stemt hjem. Man får det helt elendigt – for man har jo ikke andre, end dem som man er lukket inde med – de er dit liv! Det var virkelig mærkeligt. Jeg tog alt i mig igen, som jeg tidligere har sagt om folk der tudede i reality-programmer. Før man prøver det, kan man ikke sætte sig ind i, hvordan det føles.
Jeg glemte at tænke mig om
Når man taler med Nadia virker hun langt fra som typen, der ville melde sig under fanerne i et reality-show, hvor der drikkes tæt, dyrkes hed sex i mørket og filmes i brusekabinen. Og Nadia lægger da heller ikke skjul på, at det ikke var en drøm for hende at deltage i reality
– Det hele gik så hurtigt. De andre havde søgt i flere måneder, men jeg kom på sidste søgning, hvor de ville finde de sidste – og det gik fra telefon, til møde til casting, til møde, til telefon og så afsted – jeg nåede ikke at tænke på andet end fed ferie. Egentlig skulle sommeren have været brugt som frivillig arbejder på et børnehjem i udlandet, men rejsen blev for dyr. Hun udfyldte derfor et simpelt spørgeskema på nettet og glemte alt om det igen – men pludselig var der brev fra TV3.
– Jeg spurgte en del til, om det var sådan noget Paradise de var ved at starte op, men det sagde de nej til. Det skal ikke minde om Paradise. Jeg spurgte især til, om det var sådan noget med fuldskab og hvor man blev filmet uden tøj, men det sagde de også nej til. Det skulle være et program om etik og moral. Og det synes jeg lød spændende. Og ti dage efter skulle jeg rejse!
Som det næsten altid er med reality-programmer, bliver deltagerne først installeret på et hotel, hvor de bliver gjort klar. Produktionen sørger for, at deltagerne ikke lærer hinanden at kende – mens der gøres klar til optagelse. En del reality-deltagere får netop i de dage en masse tanker, da de ofte sidder isoleret på deres værelse og bare venter. Det samme skete for Nadia
– Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg var taget afsted. Jeg havde det skønt hjemme, helt som jeg ville ha det – med et godt arbejde, gode venner, en skøn familie og en uddannelse lige om hjørnet. Alt var så godt – og jeg følte virkelig at jeg satte det på spil ved at tage afsted. Der kom et par damer og talte med mig, og de snakkede om, at når jeg kom hjem ville jeg blive genkendt og alt det, der følger med, som jeg slet ikke havde nået at tænke på. Og da det gik op for mig, at jeg jo rent faktisk var på vej ind i en reality-verden, brød jeg sammen og ville ikke alligevel. Jeg blev forsikret om, at jeg nemt kunne beholde mit job og de ville ikke fokusere på nøgenhed og alt sådan noget… Men allerede i første program, viste de mig nøgen i bad. Da jeg så det i TV græd jeg og følte mig enormt ydmyget. Det var virkelig ubehageligt – og faktisk også enormt ærgerligt. Programmet HAR nemlig nogle gode ting i sig, der havde været helt vildt godt at få diskuteret blandt unge. Dilemmaer om etik og moral, der virkelig kunne have været brugt til at skabe et program, som kunne påvirke de unges debat – så det er da vildt ærgerligt, at de hellere vil vise folk i bad. Det er selvfølgelig nok fordi de godt ved, at folk der er fulde, dyrker sex og er nøgne, dem er der seere i. Det er åbenbart det, som der skal til, og nu må jeg leve med, at folk ved, hvordan mine bryster ser ud.
Den medieskabte virkelighed
Reality betyder virkelighed. Men enhver kan se, at det er langt fra virkeligheden der bliver vist. TV optager i døgndrift, og vælger så de klip ud, der skaber den bedste tv-serie. Det handler om seere, og man laver, hvad seerne gerne vil se. Det tænker de færreste på, når de sætter sig med chips og cola i sofaen og griner af deltagerne på skærmen, men Nadia tænkte tanken allerede før optagelserne gik igang.
– Jeg var bange for hvordan jeg ville blive fremstillet. Man siger jo, at vi alle har 20 sider af vores personlighed. Og da vi var 10 mennesker og de viser 33 minutter om dagen, så er der jo kun et par minutter til hver person. Så de kan ikke vise så mange sider, kun den side, som de kan bruge til noget – og så er det jo pludselig sådan man er i alle menneskers øjne. Så det var jeg virkelig bange for. Det er klart at jeg på 24 timer siger et eller andet dumt. Det gør de fleste jo nok i løbet af et døgn – og hvis det så er det eneste der kommer med, så er man jo på den. Når vi ser en gruppe mennesker gå rundt i et hus eller på en øde ø, så glemmer vi hurtigt, at der er masser af teknikere og tilrettelæggere bag udsendelsen. Vi hopper gerne på, at det vi ser, er sådan det er. Men i virkeligheden er reality altid sådan, at teknikerne kommer ind og retter på folks mikrofoner, der kommer journalister ind for at hive de unge ud af det lukkede område, til et interview, der kommer afbrydelser i teknikken, hvor alle deltagere får besked på at stoppe et skænderi til lyset igen tændes – ja i det hele taget er reality et meget langt stykke af vejen et skuespil. Nadia og mange andre deltagere i reality må ikke sige spor om, hvordan udsendelserne bliver til, fordi de har skrevet under på en kontrakt, der nærmest giver dem mundkurv på til evig tid – og derfor er Nadia helt tavs om produktionen, når man prøver at gå tæt på. Men den psykologiske side af oplevelsen, har hun som pædagog helt styr på og kan tale frit om.
– I starten er det vildt mærkeligt med kameraer overalt. Man kigger sig hele tiden over skulderen og når man er i bad, står man helt oppe i hjørnet fordi man tror, at kameraet ikke kan nå dig. Man går og har ondt i maven, fordi man ikke har lyst til at gå på toilettet, hvor kameraet jo også filmer dig mens du sidder der – og alle lyde går i mikrofonen. Det værste ved at være derinde var nu ikke kameraerne, dem vender man sig alt for hurtigt til. Det mest mærkelige var, hvordan man mistede sig selv og bare gik med til alt det, som man ellers var imod. Helt mærkeligt, at vi fungerer sådan som mennesker.
Hjem til Aalborg
I over to måneder var Nadia i Tyrkiet på optagelser med TV3. To intense måneder, med både op og nedture. To måneder, som Nadia vidste ville ændre hele hendes liv markant.
– Jeg tror jeg sad 10 dage i min lejlighed, med slukket telefon og uden venner. Jeg kunne ikke overskue spor. Jeg lå bare og var opbrugt, tom og forvirret. Efter to måneder i en lukket virkelighed, stod jeg pludselig med nyheder, aviser, musik, mennesker, terror i Norge – der var sket så meget og jeg magtede ikke, at tage stilling til noget som helst. Jeg følte jeg havde været væk i 100 år. Alt var som da jeg tog afsted, men indeni mig var alt forandret. Da Nadia kom hjem til Aalborg havde hun allerede besluttet, at det valg hun havde taget som at bruge sommeren i Tyrkiet med en række tv-kameraer måtte koste hende den største drøm hun har: At arbejde med teenagere som pædagog.
– Jeg besluttede midt i optagelserne, at uanset om jeg kom på seminariet eller ej, så ville jeg stoppe på mit elskede arbejde på Vesterkæret. Jeg følte ikke, at jeg kunne være det samme forbillede for alle mine små piger fra 10 til 18 år. Jeg kan ikke stå og sige som pædagog, at de skal snakke pænt og ikke må sige „fuck dig“ – og så kan de tænde for TV og se, at det gør jeg så hver aften. Så efter et par uger blev jeg enormt ked af det i Tyrkiet, fordi det gik op for mig, at det der skete i udsendelsen gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte mod mine mål, når jeg kom hjem. Der var meget mere alkohol og pool og nøgenhed end jeg havde regnet med.
Nadia får, ligesom mange andre deltagere, psykologhjælp. Derudover er hun stadig kæreste med Andreas, der også er deltager i FRISTET, og som hun fandt under optagelsen. Han er så godt som fast gæst i Aalborg, hvor de sammen kan tale om udsendelserne og oplevelserne og støtte hinanden.
– Ingen andre forstår hvad det er vi har oplevet, så det er enormt rart at have nogle at græde sammen med, som forstår hvorfor man græder. Det er et virkeligt stærkt bånd.
Dropper lorte-bleerne
Nadia’s bryster ligger online på noget så underlødigt som Titties.dk, og en google-søgning byder på TV3’s egne videoklip med lidt hygge under dynen, debatter om den dumme blondine og en række mere eller mindre sande historier fra bladene. Og derfor er Nadia holdt op med at google sig selv
– Det er som om jeg aldrig kan få den Nadia tilbage, som jeg var i foråret. Det føles som om, at jeg ikke kan komme videre med det, som jeg ville. Jeg havde f.eks. allerede ændret min uddannelses-praktik, så jeg ikke kom til at arbejde med teenagere, som er min drøm, men med vuggestuebørn. Det er ellers det andet jeg vil – og det andet, jeg brænder for. Men jeg synes ikke, at det længere var en mulighed. Men noget er sket hos Nadia. Hun har alligevel genfundet gejsten og lysten til livet. Hun er ved at få vendt en nedtur til et ønske om, at bruge sine oplevelser positivt som pædagog og tale til andre teenagere om, hvorfor man skal tænke mange gange over en beslutning som at deltage på TV. Og det er som om Nadia pludselig kommer til syne med et ægte smil, som er helt anderledes end på fjernsynet, da hun fortæller om sin beslutning
– Jeg tænker fandme nej! Det kan ikke passe, at fordi man tager et valg som man fortryder, så er man stemplet på livstid og må droppe sine drømme. Folk må sgu tænke hvad de vil om mig, ligesom jeg tænkte en masse om reality-deltagere inden jeg oplevede det på egen krop. Min opgave bliver at fortælle de teenagere, som jeg elsker at arbejde med, hvorfor reality ikke altid er vejen frem. Vise dem, at reality ikke bare er champagne, den røde løber og kendisfester – men i den grad også er isolation, tårer, ar på sjælen, og nødvendig psykologhjælp. Måske jeg kan få de unge til at tænke sig bedre om. Ikke for at advare, da alle jo tager deres egne valg – men for at få dem til at tænke sig om. Jeg tror faktisk at jeg med tiden kan bruge den her forskrækkelse, til at blive en bedre pædagog. Selvom der da også var mange sjove oplevelser og selvom jeg mødte en masse fantastiske mennesker, så har jeg fortrudt min deltagelse i FRISTET. Men jeg står ved, at jeg valgte det – og så må jeg også stå ved det overfor dem, der er del af mine ønsker i livet – i stedet for at krybe i skjul med lortebleer i en vuggestue. Lortebleer venter jeg med, til de sidder på mine egne børn, siger Nadia med et skævt smil og en genfunden kampvilje.

comments

Be the first to comment on "REALEITY ER IKKE REAL"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.