Humac i Aalborg: Vi har fordoblet salget af mobile enheder

HMA-1702-2k

Butikken på Bispensgade har i de seneste år fordoblet salget af iPads og iPhones. Samtidig foregår over 80 procent af vores mobile internettrafik nu fra enheder med æblemærket bag på.

Når vi bruger telefonen eller en tablet til at tjekke nyheder, se YouTube eller handle på nettet, er der som oftest et æblemærke bag på. En udvikling helt i tråd med kurven hos Humac i Aalborg, der i de seneste år har fordoblet salget af iPhone og iPad.

Tal fra Gemius Ranking, der hver dag måler aktiviteten på danske hjemmesider, viser, at Apples mobile styresystem, iOS, i dag sidder på 83,2 procent af al mobiltrafik, hvilket er den hidtil højeste andel. Til sammenligning foregår 15,31 procent af mobil webbrug fra en enhed med Android som styresystem, mens Windows Phone 10 står for 0,17 procent af den mobile trafik.

– Vi har i de seneste år oplevet en stigende interesse for vores mobile enheder blandt aalborgenserne, hvilket har resulteret i mere end en fordobling af salget. Jeg tror, det hænger sammen med, at Apple skabte sig en solid kundebase, dengang smartphonebølgen væltede ind over Danmark, mens konkurrenterne havde lidt begyndervanskeligheder. Det fik mange til at vælge Apple, og kunderne er forblevet loyale siden da, forklarer Simon Tornbjerg Jensen, der er butikschef hos Humac i Aalborg.

Aalborg forskellig fra resten af verden

Ifølge Simon Tornbjerg Jensen skiller Apple sig særligt ud på tabletområdet.

– En tablet er nemmere at hive frem, når der skal søges på nettet, og selv dedikerede Androidbrugere har en iPad derhjemme, siger Simon Tornbjerg Jensen.

Aalborgensernes hang til Appleprodukter adskiller sig markant fra forbruget i resten af verden, hvor Androidtelefoner i langt større grad bliver brugt. På verdensplan foregår blot 33,1 procent af mobil nettrafik fra Apples produkter – altså langt under halvt så meget som her.

comments